Det er vist løbet en del vand igennem åen siden seneste indlæg her på bloggen – så her en kort update:

SportsFreund – X-332

Jeg er i denne sæson begyndt at sejle med et nyt tysk team, med det sympatiske navn: SportsFreund. Holdet er stiftet og finansieret af en forholdsvis ung tysker, som gerne vil i gang med kapsejlads på et højere niveau, og jeg har fået opgaven, som en form for ”spillende træner” med dels at udvikle især boathandling og teamwork ombord, og derudover at være taktiker ved de stævner vil skal deltage i. Båden vi skal konkurrere i, i denne sæson er af typen X-332 med fokus på deltagelse i stævnerne Maior, Kieler Woche og endelig sæsonens hovedmål ORC Worlds. Stævner som alle afholdes i Olympia Hafen, Kiel.

Efter nogle træninger i foråret, havde vi i den forgangne weekend vores ilddåb sammen, og skulle for første gang prøve kræfter imod en del af vores konkurrenter ved det kommende VM.

Kiel viste sig fra sin velkendte side, hvilket vil sige koldt og blæsende, med rigelige mængder ventetid imellem sejladserne – og ideelle mulighed for at blive gennemkold.

Screen Shot 2014 05 07 at 22 46 29

En skudstart ved Maior 2014

De knapt 100 deltagende både var opdelt efter klasser, hvor vi skulle kæmpe imod 22 andre i gruppen: ORC 3. Med primært tysk deltagelse var det til dels en lokalt Kiel opgør der skulle udkæmpes, men også nogle danske og svenske både have fundet vej, herunder X-37’eren Hansen, med bl.a Jan Eli Andersen på taktik. Og netop Hansen skulle vise sig at være en af de helt store modstandere.

ORC er en måleregel, der fungere ved at forudsige hvor hurtigt hver enkelt af de deltagende både teoretisk sejler en sømil. Og den værdi, opgjort i sekunder bliver bådens handikap tal. Ud fra denne værdi kan bådene grupperes med de hurtigske både, med det laveste ORC-tal i hurtigste gruppe (ORC 1) og de langsomste i ORC 3. Men netop opdelingen af grupperne og tærskelværdierne for, hvornår man er i hhv den ene og den anden gruppe har ret stor betydning for bådens reelle muligheder for succes. For naturligt nok er det en væsentlig fordel af være netop den største og hurtigste båd i sit felt, hvorved man lettere kan accelerere ud fra startlinien, få fri vind og sejle uforstyrret frem imod næste vindskift. De mindre både derimod må acceptere at være 2. vælger til de ugenerede spor op igennem banen og ganske ofte lave flere vendinger på krydset for at slå sig fri af vindskygger fra hurtigere både, der passerer forbi.

Med en ORC rating på 645 er vi SportsFreund hele 30 sekunder ”langsommere” end fx Hansen på 614,9 og den anden top-båd Solconia, en Salona 37 på 615. Men da tærskel for opdeling imellem ORC 2 og 3 netop var 615 (Hansen kom i ORC 3 på dispensation), blev vi altså den lille båd i den slåskamp. Og det kunne mærkes!

Men heldigvis var der stævnet igennem forholdsvist store skifte i både vindretning og styrke i stort set alle sejladser, og derfor mulighed for at hente gode gevinster banen rundt – eller tab hvis man læste forholdene galt.

Ombord på SportsFreund fik vi en vidunder start på sæsonen og kunne i søndags fejre en succesfuld sæsonopstart, ved at tage den samlede sejr i ORC 3, foran Solconia 2. pladsen og sidste års vinder ”Halbtrocken”, en Beneteau 36,7 på 3. pladsen.

Næste stævne for os er Kieler Woche, men inden da har vi et par optimeringsprojekter på programmet – både over og under vandlinien. Det skal nok blive godt ☺

Melges 24 EM med BNI Sailing Team

Direkte fra Kiel gik turen for mig ned til Balatonsøen, Ungarn, hvor EM i Melges 24 i disse dage bliver afholdt. Her er jeg er taktiker for BNI sailing team med Rene Bruun hans hold. Og med en ankomst kl 2.30 var der var ingen tid til at hvile på laurbærerne – for første start var programsat til kl 11, og forud en  indvejning kl 8.00… Life in the fast lane…

Her onsdag aften er i alt 7 af 10 planlagte sejladser blevet sejlet og vi har både haft ”ups and downs” med 3 top 20 placeringer, men desværre også 3 i slutningen af 40’erne, i det 62 både store felt.

BluMoon

Bemærk hængestilen – man kommer ikke sovende til en sejr i Melges 24, men er det god sejlsport at hænge sådan?

I Melges 24 klassen bliver der generelt sejlet på virkeligt højt niveau, og blandt de 10 øverste både er der i snit 2-3 professionelle, eller tidligere top sejlere ombord. Derfor kommer man absolut ikke sovende til noget som helt, og held er helt sikkert en meget mindre faktor end håndfast dygtighed. Men på trods af vores nuværende samlede placering som ca nr 30, kæmper vi videre med krum hals, med især fokus på at komme ud fra startlinien for fuld damp, og derfra hive absolut topfart ud af trim og styring.

Stævnet slutter fredag, og båden BluMoon er god på vej til at sikre sig endnu en Europamester titel – meget imponerende at se dem give alle os andre nogle solide tæv!

 

Over and out

Jesper

 

MG 8191

Selv når sejladserne ikke går helt som man kunne håbe, er det svært at tørre smilet af ansigtet, hvis man ser ud af båden et øjeblik… (Foto: Ñeti 2014)

Loro Piana Super Yacht Regatta and Rendezvous 2014 er nu afsluttet, og der blev rykket en del rundt på placeringerne.

2. dagen bød på en udfordrende spilerstart, hvor vi skulle have navigeret de mange superyachts over startlinien, helst med spilerne sat og fyldt, og helst med båden i topfart. I mindre både er det ikke den store udfordring, da man bare haler spileren til tops ca 10 sek før skuddet, trimmer hjem og så er den knallert poleret. Men i de her store basser er timingen en helt anden, og især bådfart, timing af spilersættet og afstand til linien kan være ret udfordrende at ramme, når manøvren sættes igang ca. 2 min før start, og det herfra et svært at regulere ret meget på timing og kurs herfra… Det er i hvert fald første gang at jeg har skulle planlægge en såden type start i en båd på 174 tons… Men det gik super, med glædes hyl og 15,5 kn på loggen da starten gik.

Saudade bow virginGorda

Fra 1. dagens normale kryds-start. Fordækkeren giver tilbagemelding om hans vurdering af afstanden til linien. (Foto: Boat international Media)

Herfra gik sejladsen planmæssigt, dog med lidt bonus-action, da jeg kort før mål forsøgte at luffen inden om båden Marie (en 179 fods skonnert), ved passage af Richard Bransons private ø “Necker Island”. Men vi fik netop ikke etableret et overlap og tilhørende plads ved land, så vi kortvarigt måtte nød-stoppe båden ved luffe hårdt, så spileren kollapsede (det larmer en del når 1600 m2 spiler dug blafrer…)

Efter 2.dagens 4. plads stod vi på en delt 2. plads, men med kun 1 point ned til 6. pladsen, så på 3. og sidste dagen af stævnet var det lagt op til den helt store finale.  

Og her faldt kæden desværre af for os på materiel siden. Store problemer med hhv hydraulikken, som driver spil og forsejlenes rulle systemer, og en løssluppen foldepropel, der en overgang gav røg i motorrummet, betød at vi måtte stoppe helt op i ca 10 min, og derfor var helt ud af spillet på den 2 timer lange bane.

Saudade heli virginGorda

Uden hydraulik er man hjælpeløs på en båd af denne størrelse. (Foto: Boat international Media)

En 8. og sidste plads blev det til, hvilket sendte os ned på den samlede 7. plads. Surt.

Men som indledende billeder viser, er Virgin Gorda, som øen, der en en del af British Virgin Island, hedder helt fænomenalt flot og Bounty-agtig. Bedre trøstpræmie kan man næsten ikke tænke sig!

Idag tirsdag er vi i skrivende stund på vej over til øen St. Barth, hvor næste stævne har sit udgangspunkt: The 2014 St Barth Bucket. Vi har første træning imorgen onsdag og stævnestart fredag.

Website: www.bucketregatta.com

 

Over and out

Jesper

 

IMG 2183

Udsigten fra klubhuset – ikke dårligt i marts måned (foto: JR 2014)

En god lang vinterpause, som har bragt både en dejlig familieforøgelse og en fed dykkerferie i Thailand, er nu slut, og årets første sejladsprojekt er igang. Ombord på Saudade, (148 fods Wally) skal jeg være taktiker ved 2 stævner herovre. Det første er Loro Piana Super Yacht Rendevous and Regatta (sikke et navn) som afholdes på British Virgin Island og havde stævnestart idag torsdag d. 20 marts. Herfra går det direkte videre til St Barth, Virgin Gorda, hvor vi deltager i Voiles de St Barth. Så med andre ord står der mega-både, koralsand og passatvinde på programmet i de næste par uger – en ret eksotisk oplevelse!

IMG 2130

En ny gast kom til verden i vinterens løb (foto: JR 2014)

Sejladserne afvikles som coastal races (distance-sejladser), hvor vi sejler en bane planlagt omkring en eller flere af øerne her i BVI. Et super smukt syn, med de 10-15 meters sigtbarhed igennem vandet, men også lidt skræmmende, når man kommer blæsende med 15-16 kn på en spiler skæring, og man kan se krabberne på bunden pege truende af os…

Dagens sejlads gik rigtigt godt – og i superyacht sammenhæng betyder det som udgangspunkt, man ikke har nogen afgørende skader på udstyret, og ingen er kommet til skade. Og dernæst i prioriteringsrækken kommer det samlede resultat. Her endte vi som nr 4 af 8 både i vores klasse – og stadig med i spillet. Med andre ord – en god dag.

Bouwe Bekking på miniput båden Nilaya  (112 fod) delte alvorlige øretæver ud, og vandt ret overbevisende dagens sejlads, men som vi med et skævt smil konkluderede ombord ved vores debrief, så tager et spiler drop på hos Nilaya ca 45 sek, hvor det hos os tager ca 3 min – vores A2 spiler er trods alt 1600m2. Så dem taber vi simpelthen for meget til ved hver eneste manøvre til, at det rigtigt giver mening at konkurrere imod hinanden.

Imorgen er dog en ny dag – og nye oplevelser venter

Over and out

Jesper

 

Moth

Identisk med den Moth Mach-2 som jeg havde min debut sejlads i (for fedt!!) Photo: thedailysail.com

Så kom jeg endelig ud og prøve en af de forjættede Moth joller. Jeg var nemlig inviteret over til Horsens af den danske distributør Søren Buhl fra Horsens Yachtværft ApS, for at tjekke sådan et vilddyr ud – det var noget af en oplevelse, og overraskende udfordrende må jeg sige.

Siden mit seneste indlæg her på bloggen (og gengivet på Minbaad.dk), er der faktisk sket en del. Jeg har haft kontakt med en del personer i miljøerne omkring hhv A-cat, Nacra, M32, GC32, Ex40 og ikke mindst Moth. Mange har kontaktet mig på eget initiativ, og så at sige give mig svar på tiltale ved at invitere mig med ud på cats osv, eller villet høre nærmere omkring mine fremtidsplaner. Nogen har endda haft interessante projekter, som evt kunne blive relevant i fremtiden, fx test af en prototype af et vingesejl (!)

Det er fedt at så mange har drivkraften til at “gøre noget ved det”, og rent faktisk rækker ud og forsøger at skabe nye projekter, når en anderledes mulighed byder sig. Det er rigtigt værdifuldt synes jeg, og et stærkt karaktertræk for sejlere.

Hands on med en Moth Mach-2

Anyway – jeg var altså i Horsens og skulle prøve sådan en Moth af. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente mig, da jeg satte mig ned i den, eller rettere kastede mig ombord i den, fra en mindre RIB. Men straks begyndte ting at ske omkring mig. Inden for 10 sek var jeg ved at kæntre, og reddede den på målstregen. 30 sek senere var jeg for første gang på vej op af flyve på foils! Og yderligere 30 sek senere lavede jeg et nose-dive, som dels scorede ret højt for den kunstneriske præstation, og ligeledes for morskabsværdi, og dels gav mig et smæk over venstre underarm da jeg passerede riggen, som jeg stadig nyder godt af nu 72 timer senere.

I den følgende 10 min var jeg enten på afsted fuld skrald, ca 6 m over vandet (sådan føltes det), eller også lå jeg og badede, imens jeg grundede over, hvad mon gik galt.

Men derefter aftog vinden netop så meget, at jeg ikke længere kunne få fart nok i kassen, til at få foilet til at virke. Det gik der ca 45 min med indtil jeg bad om assistance fra Søren Buhl. Han havde (lidt skuffende syntes jeg) meget lettere ved at få båden op at flyve i den ganske lette 4-7 kn vind, som blæste ustabilt over Horsens fjord fra en sydlig retning.

Med nyt mod kastede jeg mig derfor påny over opgaven, med et par nye tricks tyvstjålet fra Søren. Lidt mere vinkel på main-foilet og løft på ror-foilet, sammen med mere “rock’n roll”, hvilket vil sige pump på skødet og rul med kroppen for at hjælpe jollen med at accelerere op. Et par enkelte ture på foilet blev det nu til, selvom vinden stadig var helt let, men stadig ret langt fra, hvad Søren kunne få ud af jollen.

Og så var tiden ovre. Godt halvanden time var gået, og det havde følt som HØJST 15 min – så koncentreret havde jeg været, at tidsfornemmelsen var helt væk. Nu skulle vi have pakke dyret sammen, og jeg fik lejlighed til at se lidt nærmere på de enkeltdele, som en Moth består af.

Moth-jollen – klasseregler med indbygget teknisk revolution.

Valg af producent af hhv skrog, foils og andre enkeltdele er et grundvilkår i Moth klassen. Det er nemlig en meget bred boks-regel, klassereglerne er bygget op omkring. Det betyder, at der er nogle få min og max mål på nogle helt overordnede dimensioner på jollen, herunder bl.a sejlareal, mastehøjde, opdriftstanke, skroglængde osv. Men intet om fx vægt, udseende på ror + sværd og andre essentielle områder.

Dette meget åbne regelsæt har medførte denne tekniske revolution af Moth-jollen, fra en normal jolle med vinger til en super-foiler. Simpelhen fantastisk.

 

Om jeg skal prøve igen – det kan du godt regne med!!!

 

For jeg aftalt med Søren Buhl, at vi hellere må se om det ikke er muligt at få nogle både på vandet ovre på djævle-øen også. Der er lige nu en enkelt i Hellerup, som er af typen Blade-rider. Horsens Yachtværft ApS forhandler en Moth af typen Mach-2, som var den dominerende model ved det seneste VM på Hawaii. Om der skal en demobåd herover, eller om jeg simpelthen køber en og går igang med noget en-mands træning, vil tiden vise. Men hvis nogen er interesserede, så giv lyd!

Det er fremtidens sejlads-form i jolle-format.

Over and out

Jesper

 

Hvilket fantastisk AC vi har overværet! Det bedste sejlads-tv jeg overhovedet kan huske. Fedt!

Det blev solidt slået fast, at når man har hurtige både der matcher hinanden godt, og når de kan manøvreres præcist og har forholdsvis lavt farttab i manøvrer – så har man en god “pakke” der både fungerer godt for deltagerne, men også for tilskuerne. Blandt mine professionelle sejlerkolleger, er flerskrogs-frygten blevet manet til jorden og mange barrierer er blevet brudt ned.

Nogle tekniske landvindinger

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at flerskrogsbådes popularitet vil stige væsentligt i de kommende år. For det er noget grundlæggende smart ved deres princip. Nemlig at de har høj stabilitet (igennem den store bredde) ved en meget lav vægt, og dermed meget sejl til en forholds lille våd overflade i vandet, hvilket kan oversættes til mange hestekræfter til at overvinde en lille vandmodstand. Og det er smart hvis man vil sejle hurtigt.

Og så er der det nye sort: “foiling”. Som fungerer ved at man har en vandret vingestump i vandet, i bunden af hhv ror og sværd som giver så meget lift, at det simpelthen fysisk løften båden oppe over, helt ud af vandet. Dermed reduceres arealet af den omtalte våde overflade meget dramatisk – og endnu et kvantespring kan tages rent fartmæssigt.

Der afholdes VM i Moth jollen i den kommende uge på Hawaii (photo: Vsail.info)

Prøv lige at se nærmere på ovenstående billede, især mængden af vandsprøjt, bov-, og hækbølger. Eller skulle jeg sige manglen på samme. Tænk en gang på hvor hårdt det er, eller rettere hvor meget energi der skal bruges, til at lave skumsprøjt og bølger i et svømmebassin, hvis man selv vifter med armene. Man bliver altså træt ganske hurtigt. Præcist sammen energitab er der, når en båd pløjer sig igennem vandet. Og se så lige på billedet igen – det kan jeg godt love for at lav vandmodstand!

En øjenåbner

Med ovenstående in mente, har jeg denne sommer virkeligt fået øjnene op for andre former for sejlads. Størst indflydelse har det haft, at se nervepirrende sejlads, direkte på skærmen, med deltagelse af mange mine tætteste modstandere igennem årene. Tænk at et sådan løft i både sportslig intensitet og ikke mindst bredere mediemæssig og folkelig interesse, kan ske med ét slag.

Min egen AC deltagelse for nu 6 år siden, kan nærmest på ny udløse et “wow” når jeg fortæller om det til ikke-sejlere, simpelthen fordi så mange flere har mødt “Americas Cup” hypen i medierne end tidligere. Ud over at det selvfølgelig gør mig sådan lidt stolt igen, så siger det også noget helt andet – nemlig at sejlads præsenteret på denne måde, faktisk har et så bredt appeal, at det har tilskuermæssig og medie værdi. Og dermed værdi for en sponsor, som ønsker at associeres med dette fænomen.

Franskmændene har gjort det i mange år, med succesfulde nationale turneringer i flerskrogsbåde, og solid opbakning af landsdækkende medier til en anseelig mængde tilskuere. Alt sammen over en lang årrække så der er opstået en understøttende kultur på hhv udøversiden, tilskuer-siden og ikke mindst medie-siden. Dette har banet vejen for den sidste interessent i professionel sport – nemlig sponsor-siden, hvorved kommercielt finansieret professionel sejlads er en realitet.

Jeg tror derfor fuldt og fast på, at nogle væsentlige grundsten er blevet lagt for, at denne type sejlads ikke var en enlig svale, men noget som naturligt vil udvikle sig i de kommende år. Måske ikke lige næste forår, i den lokale klub. Men stadium sejlads på denne fascinerende, betagende måde, i diverse high-performancefartøjer har fået et afgørende gennembrud.

Og jeg vil være med!

Næste skridt…

Jeg er jo fra en generation, hvor der ikke lige var en 29’er klasse at kaste sig over, når man var færdig i optimisten. Og for at være helt ærlig, var der ingen af mine forbilleder, som susede afsted på halvvind i old-skool katamaraner. Dengang i midt 90’erne var det avantgade at sejle match race – og det gjorde jeg så – til den helt store guldmedalje… Siden blev det Maxi yachts og Americas Cup både og dernæst sportsbåde.

Nu er tiden mode til at jeg skal videre igen – denne gang til flerskrogs og evt. foilende både. Mine indledende tanker går på, at komme igang hurtigst muligt, og lige nu kigger jeg især nærmere på bådtyper som Moth, A-cat og måske endda lidt Nacra 17 sejlads, hvis det kunne lade sig gøre. Og hvis nogen har gode ideer og spændende projekter i denne retning, som de gerne vil videre med, er jeg frisk på at møde op, byde ind efter bedste evne og se hvor langt vi kan komme!

Langsigtet vil jeg sige, at det helt rigtige sted at gøre sig bemærket i den kommende sæson vil være Extreme Sailing Series – ganske som Rasmus Køstner og Jes Gram Hansen er i fuld gang med. Om der er plads til flere danske teams, eller om jeg skal forsøge at finde plads på det danske eller måske et internationalt team, vil tiden vise. Under alle omstændigheder vil samtlige kommende Americas Cup teams være at finde på Extreme Sailing Series, indtil og måske endda overlappende med, at der påny kommer gang i AC45 turneringen, som jeg til sige, at der er 95% sandsynlighed for at vi vil se genopstå. Måske denne gang i en “Foilende” udgave.

Vejen og planen er altså på ingen måde klarlagt endnu, men afhænger som altid af de muligheder der opstår og tilbud der byder sig. Men formålet er klart og hold op hvor ser det sjovt ud.

Over and out

Jesper

 

Så er vi nået til vejs ende her i Porto Cervo, Sardinien – og desværre hentyder overskriften ikke til konkurrencen ved VM, eller  vores samlede placering, for vi endte præcist midt i klassen af Wally’er, med en 4. plads blandt de 7 både. Den hentyder derimod til vindstyrken i den forløbne uge – hold da lige op det har være let vind.

Y3K ikke ligefrem en letvægter – nogen vil måske gå så langt som at kalde hende en tyk, ældre dame. 64 tons lyder kampvægten på, og det er bare lige i overkanten, når instrumenterne 80% af tiden viser imellem 3 og 7 kn vind. Hver eneste manøvre skal udføres med stort fokus på at bibeholde farten bedst muligt, og når man fx kommer ud af en vending, er der gerne imellem 45 s og 1 min accelerationsfase, før vi er op i fart (target speed) igen. Desværre er Y3K oppe i den helt tunge ende af Wally klassen, hvilket gør vores let-vinds problemer endnu mere udtalte, for vores modstander kan lettere sejle lidt mere aggressivt rent taktisk, med lidt flere og lidt hurtige manøvrer end vi kan tillade os.

Tæt har det dog været hernede, og i den afsluttende sejlads igår lørdag, lavede vi faktisk en 2, plads på korrigeret tid, kun slået med 10 sek efter knapt 3 timers sejlads. Sejladsen begyndte med en lænser start, hvor vi kørte high risk, og startede på bagbord foran halvdelen af feltet, havde fri vind efter få sekunder og ved første rundingsmærke havde en real-time føring på næsten 2 min til hele feltet, incl de 2 djævelsk hurtige Wally 100’er (Wally Cento).

Og med den kraftigste vind i løbet af ugen, hvor vi var helt oppe og se 9-11 kn vind, så det hele ud til at vi ville afslutte serien med en sejr. Handikap sejlads er dog noget drilsk noget engang imellem, og selvom vi sejlede nogenlunde fejlfrit efter starten, droppede vinden stille og roligt igen, og vi blev altså alligevel passeret på korrigeret tid. Thats life – vi er bare en båd der mere at skyde med i vindstyrker over 12 kn og meget gerne 15-20, hvilket mere er normen på denne årstid hernede.
MAXI13cb_06546_1200

Der er masser at sejl at holde styr på, når spileren skal droppes! Photo: www.yccs.it

MAXI13cb_06066_1200

Selv om båden har forskellig performance er spillet som regel helt tæt Photo: www.yccs.it

MAXI13cb_06109_1200

Ikke mindst ud af starterne – Y3K er den øverste, at de forreste 3 både – alle præcist 100 for lange… Photo: www.yccs.it

Næste projekt er Melges 32 VM d. 12-22 Sep med det tyske team Opus One – igen på Sardinien. Så nu står den på en par dages afslapning i DK og så tilbage til security køen i lufthavnen…

Over and out

Jesper

 

Det er blevet den tid på året, hvor der traditionelt bliver krydset klinger imellem de bedste, nyeste og hurtigste maxi yachts. Deltagerne er fortrinsvis fra Europa, men alle kontinenter er inviteret, og stævnet går også under navnet – Maxi Worlds, altså verdenmesterskabet.

Begrebet maxi, dækker over både med en længde over 24,08 m (79 fod), med underkategorier, alt efter om der er deciderede race-både, eller om det er cruising både, som til lejligheden er rigget op til kapsejlads.

Og så er der klassen Mini-maxi, som har flest deltagere. Det er som udgangspunkt er klasse for både imellem 18,29 m (60 fod) og 24,08 m (79 fod), dog med den tilføjelse de senere år, at deltagerne i race-klassen kun må have længde op til 72 fod (21,95 m), og det er her vi finder de vildeste, rendyrkede race-både ved hele stævnet. Det er både som Ran 2, Bella Mente, Shockwave, Alegre 3 oa, som alle er mindre end 5-6 år gamle og fremviser den seneste udviklng inden for race optimering. Det er en klasse som er i ganske god vækst med ca 2-4 nye deltagere hvert år, ud over at de eksisterende teams med jævne opgraderer til en ny båd.

J-bådene har også deres egen klasse hernede, godt nok kun med 3 deltagere, men ganske imponerende er de nu alligevel, og så er der Wally klassen, hvor vi deltager med Y3K. Blandt Wallyerne har der også været et par tilføjelser de seneste på år.

DSC_5066_1

Det seneste skud på stammen i Wally klassen, som er af modellen Wally 100, her Magic Carpet 3. (Photo, vsail.info)

Båden Magic Carpet, ejet af den tidligere L’Oreal direktør, sir Lindsey Owen-Jones, er et overvældende eksempel på, hvor meget power og volumen man kan samle på 100 fod. Tydeligvis inspireret fra udvikling og trends blandt de nyeste Open 60 både som man anvender i mange af de store single-hand sejladser, bla Vende Globe (rundt om jorden alene), er båden helt enormt bred fra foran midtskabs og hele vejen tilbage til hækken. Det giver det man kalder form-stabilitet og mulighed for at kunne bære mere sejl med mindre køl-vægt end en smallere båd. Prisen man betaler er mere våd overflade, hvilket som udgangspunkt giver mere vandmodstand, men det samlede regnstykke har vist sig at være positivt, især når der slækkes på skøderne, og farten stiger. Båden har vi endnu ikke set i særligt meget vind, men den har helt sikkert et enormt fart-potentiale og vil uden problemer plane med +25 kn i 10 sekundmeter og opefter. Der er ialt bygget 2 Wally 100 både, og den anden, britiske Hamilton, er også deltager har på Sardinien.

Første race-dag hernede var mandag og i helt let vind sejlede vi en coastal course på 25 sm (rundt om en række øer i områder), med både kryds, halvvind og diverse andre kurser. Det er første gang nogensinde, at vi sejler imod nogen Wally 100, så da Vi fik alvorlige klø på første krydsben bævrede vi allerede ved tanken om resten af sejladsen, for ikke at tale om resten af ugen… Men det lykkedes os at hente noget af det tabte tilbage og faktisk få en 2 plads i hus i første sejlads.

DSC_5143_1
Y3K er en fin båd, men begynder allerede efter 6 år, at se lidt bedaget ud i sammenligning med Magic Carpet. (Photo, vsail.info)

På 2. dagen tirsdag, var det om muligt endnu lettere, med knapt sejlbare 4-6 kn vind. Med lidt udsættelse blev 2 op-ned sejladser dog sat igang – og her kunne vi desværre ikke svar igen på wally 100’ernes overskud af power, eller de andre bådes for den sags skyld. Vi er næst-tungeste båd i Wally klassen og blev hhv 3. og næste sidste blandt de 7 wally’er.

DSC_5152

Vi kæmper bravt mod overmagten – bemærk min næsten aerodynamiske position bag rorsmanden 😉 (Photo, vsail.info)

Efter en hvile-dag onsdag ,med tid til reperationer osv, onsdag byder de næste 3 dage på yderlige 4 op-ned sejladser og 2 coastal races. Heldigvis med noget mere vind i udsigt, hvilket skulle passe os noget bedre på Y3K, så vi har alt at vinde og intet at tabe.

Over and out

Jesper

 

Bni m24 2
Her klargøring inden stævne på Gardasøen, hvor jeg desværre ikke var med. Photo: Rene Bruun
 
Sammen med BNI Sailing Team og Rene Bruun, har vi EM på programmet i næste uge. Det bliver afholdt i Holland, nærmere bestemt Medemblik, på fjorden IJsselmeer. 72 både er indtil videre tilmeldt – så der bliver nok at se til. Melges 24 er en klasse med et enormt højt niveau, og adskillige fuldtids professionelle på rorsmands positionen og for enkelte teams vedkommende, samtlige pladser ombord.
 
På BNI sailing team, hvor jeg er med som taktiker og coach, bliver EM vores 3. stævne sammen, efter tidligere at sejlet Svensk mesterskab og senest Kieler Woche. Jeg har ikke noget videre erfaring i Melges 24, og er derfor ved stille og roligt at arbejde mig ind på livet af den. Her nogle af mine noter omkring rigsetup:
 
Overblik – kryds:
På kryds er båden generelt underpowered op til 7 kn vind, hvorefter det er alle mand på kanten og “ud i selen”. Omkring ca. 9-10 kn begynder man at flade storsejlet med rigsetup og agterstag, og derfra er en væsentligste udfordring, at håndtere al den power som rig og sejl generer. Da man derfor beder rig og sejl om at opføre sig vidt forskelligt op igennem vindstyrke spekteret, har det enorm betydning hvordan man sætter sin rig op, så den former især storsejlet, og til dels fokken forskelligt, alt efter behov. Det giver slet ikke nok forandring kun at arbejde med de gængse trimfunktioner såsom udhal, agterstag osv.
 
Rig setup og mastens udbøjnings-karakteristik
Spillet med riggen går ud på, at man laver et læ sag med midten af masten i de lettere vindstyrker, for at få mere power i storsejlet, ved hjælp af løse undervanter. Men når man begynder at skøde strammere på storskødet, for at lukke kappen, og stamme forstaget, vil mastens for-after stivhed få betydning for hvor meget man bøjer masten – og dermed flader storsejlet – i forhold til hvor meget kraft man omsætter i blot at stramme forstaget.
For-after udbøjningen kan som udgangspunkt reduceres ved at stramme undervanterne, hvilket så giver et lidt strammere forstag. Men dette reducerer derfor muligheden for give storsejlet power ved hjælp af læ-sag. Umiddelbart kan man sige, at stor for-after stivhed gør det lettere at sætte sit storsejl op med mere power i let-mellem luft, med et strammere forstag.
Det samme gør sig gældende i højere vindstyrker, hvor man hiver afterstaget for at flade storsejlet, og næsten altid er interesseret i et stramt forstag, for reducere fokkens pumpe-bevægelser i bølgerne. Og generelt et lavere forstags-sag, der bestemmer fokkens camper og draft på midter-striben. Som hovedregel vil der også være et proportionelt forhold imellem mastens stivhed og spændingen på forstaget.
Mastens sideværts stivhed må i de letteste vindstyrker ikke være for stor, for så vil man have problemer med at få nok power i storsejlet. I mere end 15 kn er man interesseret i at mastentoppen bøjer til siden (tip-drop off) – helst i hvert vindstød, så kappen på storsejlet åbnes op – så at sige automatisk. Prisen man betaler vil så være tab af forstagsspænding, da mastenbøjning betyder kompression og lavere stivhed i selve masterøret, men det er et trade-off man er nødt til at acceptere, når båden bliver så overpowered.
Jeg havde en samtale med en af klassens førende rorsmænd – Richardo Simoneschi fra team Audi Ultra. Han fortalte, at der findes forskellige spreader-bars, med forskellige vinkler – imellem 22 og 24 grader. Et hurtigt kig i klassereglerne fortæller intet andet end, at der bare skal være “supplied from the licensed builder” – intet om dimensioner eller vinkler. Ved at anvende en lidt lavere vinkel på spreader-bar, kan man måske få sallingshornet hjælpe til at holde midten af masten lidt tilbage, og derved inducere noget af den efterspurgte mastestivhed. Men når man sejler på kryds, lægger man hurtigt mærke til, hvor meget læ vant flagrer, hvilket betydet at masten nærmere roterer omkring det luv sallingshorn, når den bøjer, end at blive holdt tilbage. Så derimod kunne det måske være, at man i stedet skulle gå efter højere spreader bar vinkel, og dermed mindre masterotation, så mastens for og after-kant holdes mere orienteret langskibs, og den ovale forms naturlige, strukturelle stivhed udnyttes bedst muligt. Det er ikke til at sige, men må undersøges…
 
M24 upwind twist
Et par M24 på kryds – GER 191 med rigelig krængning. Nok med en anelse for meget dybde i øverste del af storsejlet og derfor behov for ekstra meget twist, hvilket giver tab af forstagsspænding og højde. En udfordrende bådklasse, der hele tiden skal sejles på grænsen, for at performe… Fedt!
 
Min gennemgang af reglerne afslørede yderligere, at klassen har ganske store tolerancer i forhold til selve masterørets minimale og maksimale dimensioner:
 
Jeg har endnu ikke været igang med målestokken på vores mast på BNI-sailing team. Men jeg håber rigtigt nok, at den har den er ude på max mål – (og selvfølgelig minimum vægt).
 
Noget andet jeg gerne vil have undersøgt er stivheden på vores masterør i forhold andre – fx de andre melges 24 i Helleup eller hele DK. Jeg har på fornemmelsen, at vi måske har et lidt blødt rør, og derfor tidligt må sætte vores undervanter, for ikke at miste forstagsspænding. En ide til en standard opstilling til at måle udbøjning kunne være:
  • Placere masten på 2 bukke, 30 cm fra hhv bund og top. 
  • Måle afstanden til jorden ved oversiden af hullet ved spreader baren, ud for hulkelen, både med forkanten nedad, og liggende på hver side. 
  • Hænge en 15 kg vægt op i en strop rundt om masten, lige under spreader baren – og så måle afstande og udregne delta for hhv for-agter og stb og bb siders udbøjning. 

Denne protokol skal måske justeres, man kunne være et udgangspunkt.

 
Sådan en struktureret tilgang til sejladsen kan være ganske givende i forhold til at forstå en ny bådtype – og lære dens hemmeligheder at kende.
 
over and out
 
Jesper 
 

IMG 0861

Vores båd Opus One – UDEN ridser efter optimist-kollisioner… Heldigvis! (photo: JR 2013)

Det netop overståede Melges 32 stævne i Torbole, Gardasøen, Italien var jeg deltager i, som taktiker på den tyske Opus One. Som det er kommet frem i medierne – især de såkaldt sociale – oplevede vi nogle meget uheldige situationer i forhold til sikkerhed og ansvarlig adfærd på vandet (se video), mere om det senere…

Forinden vil jeg gerne fremhæve hvor fantastisk jeg synes der er ved Gardasøen. Når man om morgenen ser ud på søen, hvor vinden pisker frejdigt fra nord og bjergene omkring søen bliver farvet orange af den opstående sol, kan man bare ikke vente på at komme ud og tumle i bølgerne. Og skulle vinden en enkelt gang svigte kan man i stedet trampe pedalerne afsted på en af mange mountain bike spor, eller begive sig ud på en bestigning af den nærmeste bjerg top, eller hvad man nu tænder mest på. Mulighederne for fede outdoor aktiviteter er simpelthen overvældende, og Gardasøen er og bliver en perle i min bog!

IMG 0854

Melges 32 feltet – klar til kamp (photo: JR 2013)

Som nævnt i indledningen var det dog sejlads, der havde mit primære fokus (selvom der også blev tid til nogle solide morgenture på jernhesten som opvarmning og træning) med deltagelse i Audi Melges 32 series, event 4. Selve stævnet var desværre kun vores 2. i år som team, da diverse uheldigheder har medført 2 aflysninger, og den mangel på stævne-skarphed kunne tydeligt mærkes. Vi endte på en lidt skuffende 11. blandt de 19 deltagende både, men det ER altså er meget skarpt felt, og blandt andet det meget succesfulde Audi Ultra team, der netop har ryddet helt op i Melges 24 klassen ved Kieler Woche, blev nr 16. Så vi må bare fortsætte med at arbejde med detaljerne – og fokusere på at holde læringskurven stejl

Og nu til sagen: Optimister og Melges 32 er både der matcher hinanden meget dårligt i både størrelse og fart. Og det kunne arrangørerne af henholds pre-worlds i Optimist-jolle og vores Melges 32 event åbenbart ikke indse, for de have lagt vores baner, så de havde et væsentligt overlap med hinanden. Som dem der har sejlet ud for Torbole, ved de allerede, at det meget ofte er nogle gode vindskift at hente på den vestlige side af banen – netop der hvor Optimisterne jollede afsted. Derfor sad jeg som taktiker hele tiden med det dilemma, at jeg enten skulle forsøge at navigere igennem en flok optimister og holde mit team inde i kampen rent resultatmæssigt, eller holde os på den modsætte fløj, og fokusere på kampen om at undgå sidstepladsen. En møg-irriterende situation at hænge i. Mit personlige kompromis blev, at det var forsvarligt at komme tæt på opti’erne på opkrydset, også fordi det rent timingsmæssigt for det meste passede med, at vi passerede imens jollerne var i den modsatte ende af deres banen. En enkelt gang fik vi også givet en lille spansk rorsmand en oplevelse for livet, da han kaldte styrbord på os, og vi som bagbord båd, helt korrekt, vendte for ham, hvorefter han sendte os store smil og thumbs’ ups.

Men på vores lænserben, hvor en Melges 32 i den friske Ora-vind, der blæser som en hårtørrer fra syd hver dag imellem 13 og 17 med 15-20 kn, ligger på ca 13-18 kn bådfart, var det bare noget møg. Fordelen på den banehalvdel, der overlappede med opti’ernes, var stadig til stede. Men bare tanken om, at man selv med meget stor forsigtighed bevægede sig igennem deres felt, og kunne risikere at ende i en uløselig situation, hvor kollision var uundgåeligt. Det gjorde, at jeg simpelthen måtte se stort på taktikken – og i stede måtte lade sikkerhed og ansvarlighed råde – ved finde et spor ned over midten af banen, med tab af distance til følge. Hvilket selvfølgelig ikke hjalp på vores middelmådige resultat.

De videoer jeg har set efterfølgende, med Melges 32’er det pløjer igennem opti-feltet, finde jeg dog helt igennem uacceptable. Både af de deltagende sejlere ombord på Melges 32’erne og af de arrangører, der bringer sejlerne i så tåbelig et dilemma og situation. Fra min side vil jeg virkelig håbe, at dette får konsekvenser for de involverede – som sagt på både deltager og arrangør siden.

 

Europa Cup Esse 850. 

IMG 0733

Swiss Property, Esse 850 med branding fra 2012 (photo JR: 2012)

I dette skrivende øjeblik sidder jeg faktisk stadig ved Garda-søen, blot en anelse sydligere i en anden meget aktiv sejklub, Fragila Vela Malcesine, hvor jeg sejler med båden Swiss Property ved Europa Cup Esse 850. Vi havde stævne åbning idag, og fik gennemført 3 sejladser hvor vi klarede os igennem med serien 2, 2, 5. En super dag, i et felt, som nok er noget mere blandet end top-pro bådene i Melges 32, men stadig meget fint niveau.

Vi har tidlig start i morgen, med første skud kl 7.55. Så det er tid til at tørne ind…

Over and out

Jesper

 

3XQ3233

Nye udfordringer er godt – især når det inkluderer en fed bådtype. Og med BNI Sailing Teams Melges 24, er det lige præcist det, som det drejer sig om. Her er jeg taktiker (og til dels coach) i 2 stævner i juni, hvoraf det første allerede er sejlet, nemlig Svensk Mesterskab i den forløbne weekend, og dernæst har vi Kieler Woche på programmet i slutningen af måneden.

Vores første stævne sammen, var altså Svensk Mesterskab i Linhamn, Malmø, hvor ialt 30 både havde fundet vej til startlinie. En enkelt træningsdag i Hellerup var det blevet til, og jeg må indrømme, at det desværre er alt for lang tid siden, at jeg sidst har sat mine fødder i bådtypen – ca 15 år – ved Heineken Regatta, St Maarten 1998. Så man kan vist roligt sige, at der var lidt småting der skulle pudses af… Men efter lidt “trial and error”, nåede vi frem til, at det gav mest mening at have mig til at assistere på storsejlstrimmet, så meget som muligt, frem for hænge måsen i laser, ude på siden af båden.

Grundlæggende vil jeg sige, at jeg ret godt kan lide den tilgang, Melges som bådproducent har lagt for dagen. De har meget fokus på brugeroplevelsen, med en række velgennemtænkte både, et relativt godt service netværk, og er lykkedes med (bla igennem god markedsføring) at få imponerende mange både over disken. Det er lykkedes at få branded en række seriøs kapsejladsbåds, som er sjove at sejle, og stadig er til at betale for menneskepenge. Med andre ord nogle super attraktive kapsejladsklasse for amatør som professionel.

Men netop aspektet omkring balancering af båden med besætningsvægt – altså at måsen skal hænges i laser – synes jeg er Melges 24 klassens eneste væsentlige ankepunkt. Ideelt set skal en Melges 24 nemlig sejles af 4-5 personer, hvoraf rorsmanden helst blot udgør en maginal del af besætnings samlede max vægt på 375 kg. Dermed kan den størst mulige absolutte vægt nemlig placeres på kanten op imod livlinen, eller rettere ude i hænge-selen, som er en mere rettidig beskrivelse, til at reducere krængning, og give højde og fart. Rorsmanden har dermed til opgave både at styre, men også trimme løjgang, hækstag og storskøde, hvilket konstant er nødvendigt. Og da man har meget svært ved at se på læ, fra hængeselen til luv, er rorsmanden også nødt til at orientere sin taktiker, om alt hvad der sker til læ, for at denne kan danne sig et ordentligt overblik.

Melges 24 worlds 2003 Pegasus Racing Philippe Kahn 03

På kryds kan man derfor argumentere for, at båden ikke er væsentligt forskellig at sejle fra en en-mands jolle at sejle, blot med 3-4 sandsække på siden, for balancen. Man kan sige, at pga bådens lave vægt og store sejlareal er den blevet så ustabil, at “hængning på siden” har fået en altdominerende betydning for performance – men desværre til skade for besætningen, der helt ærligt lider, og i nogen grad er tilskuere til begivenhederne. Ikke noget glansbillede af vores sport synes jeg…

Anyway – ikke mere brok, for ombord på BNI sailing team, har vi taget konsekvensen af, at det simpelthen nærmest er for komplekst både at styre præcist, og trimme præcist – samtidig – og derfor sat mig på storsejlet, og samtidig givet mig klart bedre overblik over banen, vindens mønster og konkurrenternes placering. Nu må vi se, om den strategi holder vand.

Og til vores første test, Melges 24 SM, har setup’et vist gode takter, for vores resultat var langt over forventning med en 6 plads i det forholdsvist stærke felt. Vindere blev et norsk team, der bla har OL bronzemedalje tager fra Sidney 2000, Herman Horn Johannesen, ved roret. Så er niveauet lagt!

IMG 0764

En samlet 6. plads blandt de 30 både – et super resultat!  Fra venstre: Christian, undertegnede, Thomas og Nina. Ejer og rorsmand Rene Bruun mangler. Photo: JR 2013

Næste projekt er som nævnt Kieler Woche, hvor vi forventer mindst 30 både på linien – og forhåbenligt bliver vi en masse erfaringer rigere

Over and out

Jesper

© 2010 Jesper Radich Suffusion theme by Sayontan Sinha