IMG 6189

Halvtræt efter 21t28m på rælingen. Photo: Palby Fyn Cup 2016

Efter et vel overstået Palby Fyn Cup, er det interessant at se lidt på resultaterne. Der er ingen tvivl om, at 2016 var de hurtige bådes Fyn Rundt, med de 6 øverste både i DH, alle fra sidste og hurtigste startgruppe. Først dernæst kom “the usual suspects”, med især Scan-capperne, som altid markerer sig ved meget imponerende overalt resultater.

Nogle væsentlige faktorer for hvordan det overordnede resultat tegner sig imellem hurtige/store kontra små/langsomme både, er naturligvis vind og strøm forhold. Dels selvfølgelig styrke og retning, men lige så vigtigt, også timing imellem de forskellige faser af hhv lettere vind (vindstille) og kraftigere vind, set i forhold til hvornår de enkelte både har mødt andre udfordringer rundt på ruten. Et godt eksempel herpå var fx hvordan vi på Sportsfreund sejlede igennem Svendborg Sund med fin aftenbrise på 58 min, hvor Landmark 43 “Min IDE H” der ligger ret tæt med os rent fartmæssigt, ankom blot 21 min efter os, men brugte hele 1t43min på at komme igennem Svendborg Sund. En anelse ændret timing imellem vinddrop og strømmens styrke kunne have ændret det billede drastisk.

Via arrangørernes website er der faktisk adgang til at se individuelle tider, for hver af 11 segmenter, som tidstagningen er blevet opdelt i. Her kan man nørde løs i tidstagning imellem samtlige både, hele banen rundt. Herlig service fra TracTrac!!

Link:

Men rigtigt interessant synes jeg det er, at vinderne i hhv DH og ORC var deciderede sportsbåde, som er karakteriseret ved masser af sejl, minimalt med vægt og stort fartpotentiale. Og jeg kan garantere alle for, at det virkelig er super godt for sejladsen som helhed, at udviklingen og ikke mindst handikap reglerne har gjort denne kategori af både til top performere. For sejlads i sportsbåde er bare sjovere. Der er god action for alle ombord, stort fart potentiale, mindre load på trimlinerne (lige på nær backstaget) og masser af taktiske tangenter at spille på, når manøvrer er “billige” at lave og der er gode gevinster at hente rent fartmæssigt ved at fange selv mindre vindstriber og vindskift.

Jeg lyder henrykt – og det er jeg virkelig også. Landets første Melges 32 team har lige vundet sæsonen største langdistance kapsejlads i DH. Perfekt. Nu skal vi bare have nogle flere Melges 32 til Danmark – jeg kan love at der er nogle attraktive både på markedet for tiden, til en pris som ikke var mulig for 4-5 år siden.

4285x574c6f83ab6

Photo: Palby Fyn Cup 2016

Eller måske endda nogle Soto 40 til DK? – selvom det kræver et lidt dybere greb ned i pengepungen.

For jeg var selv taktiker på et af feltets store sportsbåd, nemlig den tyske Soto 40 “Sportsfreund”, der normalt er beliggende i Kiel, og hvilken herlig båd at sejle. Og så vi klarede sørme at vinde ORC overalt. (Jeg undersøgte faktisk muligheden for at omregne vores ORC præmietid til DH, men det var ikke lige-til, selvom begge handikapsystemer baserer sig på VPP – altså fysisk opmåling af bådene. Så vores indbyrdes resultat over for Melges 32 teamet “Challenger”, som jeg kender rigtigt godt, må stå hen i den uvisse…)

Anyway – jeg har arbejdet med team Sportsfreund i de seneste 3 år. Vi begyndte sammen i 2014, hvor vi lagde ud med en satsning frem imod ORC VM i Kiel 2014. Men dengang var det i en regulært modstykke til en sportsbåd, nemlig en X-332. Den var godt nok af model “sport”, men helt ærligt så var det vist mere af navn end af gavn – og den tog ikke mange aftener med evaluering og opmærksomhed omkring væskebalance, før vi gavn den tilnavnet “Rundstykket”. Hvilket meget godt beskriver dens overordnede geometri og fartpotentiale…

Men både ejeren af Sportsfreund og resten af teamet fik dog mod på mere efter Kiel 2014, hvor vi blev bedste tyske besætning med en 6. plads blandt de 60+ både i gruppe C.

IMG 2366

Photo: JR 2014

Og så var X-332’ren en helt fin platform at få coachet hele teamet igennem alle de grundlæggende elementer af sejladsen, herunder optimering af manøvrer, setup i alle vindstyrker, starttaktik, banesejlads osv. Det er et projekt som her på år 3 slet ikke er færdigt endnu, men bevæger sig støt fremad.

Men efter mange, lange overvejelser faldt valgt i vinteren 2014/15 på Soto40, og en ny satsning frem imod ORC VM i København 2016. Jeg skal være ærlig at sige, at valget på netop Soto40 nok blev gjort med mest hjertet (som banker for sportsbåde) og mindre med hjernen. Historisk set har Soto 40 nemlig haft det rigtigt svært i ORC sammenhæng. Men de både som har deltaget har alle været sat op som klasse-både, da Soto40 klassen var på vippen til at få kritisk masse omkring 2010 i Middelhavet. 

Og en sportsbåd skulle det altså være – efter lidt for mange timer i et “Rundstykke” med 5,7 kn…

Vores projekt på Sportsfreund er derfor at forsøge, med rimelige midler, at optimere vores Soto 40 så den performer bedre under ORC, ved at bruge de mulige handikap-genveje som designere og eksperter kan finde til os, fx justering af vægt, balance, sejlareal osv. Derfor var vores gode resultat i den forgangne weekend faktisk rigtigt motiverende for os. Vi håber der er mere på vej…

Over and out

Jesper

 

3XQ3233

Nye udfordringer er godt – især når det inkluderer en fed bådtype. Og med BNI Sailing Teams Melges 24, er det lige præcist det, som det drejer sig om. Her er jeg taktiker (og til dels coach) i 2 stævner i juni, hvoraf det første allerede er sejlet, nemlig Svensk Mesterskab i den forløbne weekend, og dernæst har vi Kieler Woche på programmet i slutningen af måneden.

Vores første stævne sammen, var altså Svensk Mesterskab i Linhamn, Malmø, hvor ialt 30 både havde fundet vej til startlinie. En enkelt træningsdag i Hellerup var det blevet til, og jeg må indrømme, at det desværre er alt for lang tid siden, at jeg sidst har sat mine fødder i bådtypen – ca 15 år – ved Heineken Regatta, St Maarten 1998. Så man kan vist roligt sige, at der var lidt småting der skulle pudses af… Men efter lidt “trial and error”, nåede vi frem til, at det gav mest mening at have mig til at assistere på storsejlstrimmet, så meget som muligt, frem for hænge måsen i laser, ude på siden af båden.

Grundlæggende vil jeg sige, at jeg ret godt kan lide den tilgang, Melges som bådproducent har lagt for dagen. De har meget fokus på brugeroplevelsen, med en række velgennemtænkte både, et relativt godt service netværk, og er lykkedes med (bla igennem god markedsføring) at få imponerende mange både over disken. Det er lykkedes at få branded en række seriøs kapsejladsbåds, som er sjove at sejle, og stadig er til at betale for menneskepenge. Med andre ord nogle super attraktive kapsejladsklasse for amatør som professionel.

Men netop aspektet omkring balancering af båden med besætningsvægt – altså at måsen skal hænges i laser – synes jeg er Melges 24 klassens eneste væsentlige ankepunkt. Ideelt set skal en Melges 24 nemlig sejles af 4-5 personer, hvoraf rorsmanden helst blot udgør en maginal del af besætnings samlede max vægt på 375 kg. Dermed kan den størst mulige absolutte vægt nemlig placeres på kanten op imod livlinen, eller rettere ude i hænge-selen, som er en mere rettidig beskrivelse, til at reducere krængning, og give højde og fart. Rorsmanden har dermed til opgave både at styre, men også trimme løjgang, hækstag og storskøde, hvilket konstant er nødvendigt. Og da man har meget svært ved at se på læ, fra hængeselen til luv, er rorsmanden også nødt til at orientere sin taktiker, om alt hvad der sker til læ, for at denne kan danne sig et ordentligt overblik.

Melges 24 worlds 2003 Pegasus Racing Philippe Kahn 03

På kryds kan man derfor argumentere for, at båden ikke er væsentligt forskellig at sejle fra en en-mands jolle at sejle, blot med 3-4 sandsække på siden, for balancen. Man kan sige, at pga bådens lave vægt og store sejlareal er den blevet så ustabil, at “hængning på siden” har fået en altdominerende betydning for performance – men desværre til skade for besætningen, der helt ærligt lider, og i nogen grad er tilskuere til begivenhederne. Ikke noget glansbillede af vores sport synes jeg…

Anyway – ikke mere brok, for ombord på BNI sailing team, har vi taget konsekvensen af, at det simpelthen nærmest er for komplekst både at styre præcist, og trimme præcist – samtidig – og derfor sat mig på storsejlet, og samtidig givet mig klart bedre overblik over banen, vindens mønster og konkurrenternes placering. Nu må vi se, om den strategi holder vand.

Og til vores første test, Melges 24 SM, har setup’et vist gode takter, for vores resultat var langt over forventning med en 6 plads i det forholdsvist stærke felt. Vindere blev et norsk team, der bla har OL bronzemedalje tager fra Sidney 2000, Herman Horn Johannesen, ved roret. Så er niveauet lagt!

IMG 0764

En samlet 6. plads blandt de 30 både – et super resultat!  Fra venstre: Christian, undertegnede, Thomas og Nina. Ejer og rorsmand Rene Bruun mangler. Photo: JR 2013

Næste projekt er som nævnt Kieler Woche, hvor vi forventer mindst 30 både på linien – og forhåbenligt bliver vi en masse erfaringer rigere

Over and out

Jesper

 

Ganske kort inde i det nye år blev jeg kontaktet af Helsingør Amatør Sejlklub med en forspørgsel om et foredrag. Der var ikke umiddelbart nogle krav til indhold og emner, blot at det skulle sætte lidt liv og kulør en klubaften.
Jeg har tidligere udtalt mig om, at foredrag netop er ideel måde at få skabt noget samling og “kampgejst” i sejlklubbernes lange vinterhi – så jeg var frisk, og vi fik en aftale i hus.

Jeg fik den tanke, at det kunne være relevant at tale om nogle af problemer de lokale teams roder med, når der er aftenmatch eller anden kapsejlads. Planen er derfor, at den første halvdel vil være et udvalg af sejlerhistorier og oplevelser fra min sejlkarriere. I anden halvdel skal fokus rettes imod de tilstedeværende og med udgangspunkt i deres spørgsmål, se om jeg kan give dem inspiration og gode råd, som kan bruges direkte næste gang de skal på vandet.
Og til slut må vi også hellere lige have en update på det seneste nye fra Americas Cup

Det skal nok blive en sjov aften. Og kig gerne forbi – der er helt sikkert “plads til én til”.

Tid og sted: HAS klubhus d. 6 feb kl 19

Over and out

Jesper

 

(foto: Martin Paldan, 5 grades frost og langt til frit vand)

Billeder lyver sjældent – og de kan fortælle en masse. Titlen “…når vandet bliver stift“, ville nok ramme plet.

Formålet med ovenstående var 2-sidigt. Dels har jeg en kampvægt for sæsonen på 75 kg, som gerne skal sidde lige i skabet ,når sæsonen blæses igang allerede om et par uger i Marseille. Og dels har Løbemagsinet kastet sin interesse over mig og min brug af løb, som en aktivitet på land til at opnå resultater på vandet. En 7-siders artikel er under opsejling i deres kommende udgave, hvor vi blandt andet taler om mental forberedelse, skader, kiropraktik og selvfølgelig løb.

WMRT

Rasmus Køstner var en fast del af teamet ved vores 4 WMRT stævner i 2010. Og det er vist ingen underdrivelse af sige, at det gik over al forventning. Vi klkkede virkeligt godt sammen, og fik enormt hurtigt 95% af samarbejdet på plads. Med ihærdig indsats fra begges side vil jeg tilføje. Men vi er begge meget ambitiøse personer, så det faldt naturligt at være dybe fokuserede på opgaven.

Igen i 2011 vil Rasmus være en del af teamet og skal sejle 5 af de 7 WMRT events som jeg har planlagt at deltage i.

Melges 32

Vi har jo begge andre projekter på kalenderen – og jeg har netop lavet en aftale med et tysk Melges 32 projekt, at jeg skal være deres taktiker for sæsonen. Vi har 4 events på programmet, startende i april i Italien og derefter opbygning hen imod højdepunktet, som er VM i Palma, Mallorca, midt i september

eXtreme 40

Rasmus har også andet på sin kalender, og netop annonceret et eXtreme40 indkøb sammen med Jes Gram-Hansen. De er begge nogle af mine virkelig gode venner i sejlerverdenen, og jeg er rigtig glad på deres vegne over, at de har kunne stable et så stort projekt på benene. Det har været et seriøst greb i lommen, og det er fedt for dem ,at de har haft den mulighed. For som jeg selv har måtte erkende, er det virkelig en udfordring at professionel sejler i Danmark – man må nemlig selv finansiere det – hvilket i sig selv jo er lidt paradoksalt (?) :-/

Mentor-rolle

Men i filantropiens tegn må man jo nogle gange være forgangsmand. Og jeg er helt sikker på, at nogen engang har sagt, at for at få må man give… Eller noget i den stil. I hvert fald har jeg besluttet at forsætte i min mentor-rolle for team Sehested her i 2011, og give dem nogle råd og guidelines med på deres vej, som forhåbenligt går støt op ad verdensranglisten. Bådmagasinet har netop bragt deres pressemeddelse:

http://www.baadmagasinet.dk/index.php?sid=107&cid=13011&1298839655

Jeg synes grundlæggende altid det har været fantastisk at opleve, hvordan alene velvalgte ord og metoder kan bidrage til, at teams og personer når resultater og præstationer, som de aldrig selv troede mulige. Mit arbejde med bl.a. team Sehested er derfor rigtigt inspirerende i forhold til professionelle sejlerteams, erhvervs projekter, foredrag og andre opgaver jeg roder med, og altså også udbytterigt for mig. Hvormed cirklen jo sluttes.

Over and out (for en uge med fuld tryk på)

Jesper

PS: Husk foredrag i Skovshoved på tirsdag kl 19

 

 

For et års tid siden blev jeg kontaktet af Nicolai Sehested, der spurgte om jeg ville være mentor for ham. Nicolai har med stor succes  sin unge alder til trods (20 år), været særdeles aktiv på Match Race banerne og er allerede at finde i top 50 på Verdensranglisten. Se deres website: www.treformatchracing.dk/

Han fortalte mig, at de fandt det ret udfordrende at tage de næste skridt fremad rent sejladsmæssigt. Både for ham som skipper og holdet som helhed. Derfor bad han om lov til at se mig lidt over skulderen og høre mine svar på nogle af alle hans spørgsmål. Jeg syntes straks om ideen, blandt andet fordi jeg tilbage i 1996, da jeg startede mit eget hold op, enormt godt kunne have brugt én at få gode råd fra.
 Jeg måtte dog være ærlig for Nicolai og sige, at min kalender desværre kan være temmelig booket, og at det måske kunne blive svært at få presset det ind.

Men jeg havde det hele tiden i baghovedet indtil for godt et par måneder siden, hvor jeg modtog en invitation til Berlin Match Race, som jeg har vundet et par gange tidligere. DET var chancen tænkte jeg; At tage med hans hold ned og sejle stævnet, med nogle træningsrunder i DK som forberedelse. Altså ikke en mentor-tilgang i klassisk forstand, men mere en form for deltagende coaching. Og efter min mening den bedste måde for mig, at give Sehested og Team mest muligt med hjem at tygge på.
Planen var lagt og Team Sehested var super klar. Bådtypen i Berlin var J-80, så vi skulle have nogle timer i RMCs J-80’ere i Skovshoved.

(Vinder 2007. Dengang i H-båd)

1. træning lå kort efter min hjemkomst fra Bermuda – 4 timers intens boathandling og team-coaching. En masse kanter blev pudset af, og ingen tvivl om, at team Sehested (med Nicolai selv på storsejl) har en god del at lære endnu. Men et projekt som dette passede perfekt, og de sugede lystigt til sig fra mine historier om hvad der virker, og hvad der er vigtigt for et ungt hold, der gerne vil op og toppe verdensranglisten.
2. træning fulgte dagen efter, hvor gutterne havde haft lektier for – og der var klart forbedringer at se på boathandlingen.

Og et par dage senere skete det – jeg fik en på lampen – da jeg hjemme trådte op ad en stige og ind i en murkant.
Næsten så lampen slukkede. Sol, måne og stjerne og kvalme.

En halv time senere var jeg faktisk ok, men efter et par dage begyndte det at gå ned ad bakke. Der var kun en ting at gøre. Ned og ligge – og blive der indtil jeg havde det godt igen. På det tidspunkt var der kun 8 dage til Berlin Match Race, og jeg var absolut ikke forhåbningsfuld, men så tiden an. Og havde næsten daglige besøg hos min Kiropraktor, Annette Jørgensen, som virkelig kan gøre mirakler på kort tid.

Tirsdag blev til fredag og efter endnu en succesfuld behandling følte jeg mig 95% igen. Derfor besluttede jeg at melde klar til Team Sehested og Berlin. Det skulle jeg aldrig have gjort…

Efter yderligere en træning dagen inden afgang fik jeg enorm hovedpine. Ud af det blå, så jeg måtte ligge ned. Jeg synes dog ikke jeg kunne trække mig så sent, og fløj næste morgen, onsdag d. 3 nov ned til pressemøde med dagblade og tv-stationer i Berlin – og derefter VIP-sejlads med journalister. Og jeg havde det ad Pommeren til.

Da vi kom i land – gik jeg direkte til Nicolai og gutterne og fortalte, at jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Der var ingen chance for, at jeg ville kunne sejle på et tilfredsstillende niveau ved stævnet, og helt sikkert ville jeg betale en dyr pris for at presse mig selv – lang tid på langs efterfølgende. Dermed kunne jeg risikere ikke at blive klar til Monsoon Cup, der ligger første uge af December. Derefter direkte på nettet, bestille flybillet og samme aften stod jeg igen i Kastrup. Med en lidt mærkelig stævneoplevelse i bagagen – efter første gang nogensinde, at have trukket sig fra et stævne.

Nicolai overtog min plads som deltagende skipper, og chancen for trods alt at sætte lidt mere ind på erfaringskontoen

Lidt udbytte gav pressemøde indsatsen heldigvis, klik her.

Status pt er, at jeg efter Berlin holdt mig vandret i yderligere 5 dage, hvoraf de 2 sidste var mere af pligt, da jeg ikke følte nogen hjernerystelses symptomer. Hjernerystelse er dog ikke let at håndtere – man kan sagtens undertrykke det for en tid, men plejer man ikke sig selv tilstrækkeligt, kommer straffen ubønhørligt, og man må tilbage i ro, i en ny, forlænget periode.

Sikkert er det heldigvis nu, at jeg er 100% klar til at kaste mig velmotiveret over næste udfordring. Årets sidste stævne: Monsoon Cup i Kuala Terengganu, Malaysia

Update forud for Monsoon – følger snarest…

Over and out

Jesper

 

 

Ud over at være pro sejler selv, har jeg også coaching på paletten. Både inden for erhvervslivet, men (selvfølgelig) også inden for sejlsport. I øjeblikket har jeg 2 projekter kørende:

Paraolympiske Lege 2012

Jens Als er Danmarks ubetinget mest aktive para Olympiske sejler. Op til de Paraolympiske Lege i 2008, kontaktede han mig, om jeg have tid og lyst til at give ham en hånd på vej imod OL podiet. Jeg sprang på opgaven, og fandt det et ret interessant projekt. Umiddelbart noget mindre professionaliseret og udviklet end den form for sejlads, jeg ellers giver mig i kast med. Men med den sjove krølle på halen, at bådtypen 2,4 M2 faktisk er en udviklingsklasse, hvor man har ret frie hænder til at lege med båd og udstyr, som man lyster. Spændende og udfordrende. Og så er Jens en ret begavet sejler, der virkelig suger til sig.

Igen i år jeg har lavet en aftale med Jens, og vi havde i denne sæson som hovedmål, at lave en placering som top 7 af nationer ved VM. For dette ville sikre en dansk plads ved de Paraolympiske Lege i London 2012. Og netop igår i eftermiddag lykkedes det Jens at hive en 7. nations plads i hus. Super resultat i et felt som for øjeblikket gennemgår en rivende teknisk udvikling internationalt set, og hvor man skal stå tidligt op for at være med.

Så nu kan vi kigge fremad på 2 år med fokus på at få styr på udstyr, afprøvet ideer og udviklet Jens’es taktiske værktøjer. Med ro i maven og forhåbenlig kanon støtte fra DS og Dansk Handikap forbund ;-)

Match Race på Oure i Uge 30

Herudover har jeg igennem snart 15 år haft en aftale med Skolerne i Oure, sport og performance, om et par gange om året at bruge en eller flere dage på coaching af elever, instruktører, lærere, kursister osv. Både på de lange kurser og sommerkurserne.

Og om et par uger er det tid igen. I uge 30 er der en uges specialkursus i match race, hvor jeg kommer til at være gæstelærer en af dagene. Så hvis du og evt hele dit match race hold har tid og lyst, må I skynde jer at få booket en plads. Måske ses vi?

Over and out

Jesper

 

 

Denne blog var egenlig et eksperiment, hvor jeg gerne vil give folk et indblik i en professionel sejlers verden. Interessen har vist sig ret overvældende – havde over 46.000 hits i maj måned!! Og ligeledes har der været super respons fra mange forskellige fronter.

Fx har flere sendt mig spørgsmål via min email eller facebook. Dem vil jeg rigtig gerne svare på, men gør det her i bloggen – for at holde tingene samlet og let tilgængelige.

Nedenstående er fra Thomas Bøtker Mortensen:

Hej Jesper
Det er bare TOP$

Mit spørgsmål er, hvad den mest optimale fysiske form er for en pitmand på større både? Altså X-35 (otte personers) og opefter. Flere af vores konkurrenter har mindre piger i pitten, mens flere på vores besætning mener, at pitmanden (mig) skal være 95 kg muskelmasse, der kan hive hårdt i fald og trimsnore samt kværne hårdt og længe på spil.
Indtil videre har jeg ugentligt gået efter et ugentligt træningsprogram, der består af to træninger på havet, en gang 10 km løb og styrketræning de øvrige dage.
Men hvad mener du er den mest optimale fysik, såvel i vægt, styrketræning og løbetræning … så vil jeg nemlig optimere mit træningsprogram efter det.
På forhånd tak,
Thomas Bøtker Mortensen

Hej Thomas

Et godt og simpelt spørgsmål, som jeg dog vil svare på, ved at dele op i 2:

1) Hvordan ser den idelle pitmand ud?

2) Hvilken fysisk træning gavner bedst i forhold til pitmandens opgaver:

spm 1) Som udgangspunkt er det vigtigt at forstå, at man kan fordele de forskellige arbejdsopgaver på en race båd forskelligt alt efter hvilke type sejlere, både i størrelse og erfaring, som er med på teamet. Og de forskellige opstillinger har styrker og svagheder: En stor pitmand grinder godt og har (forhåbenlig) masser af power, men er ærgerlig at sende til læ på kryds, forud for hoists, drops og “forefaldende arbejde” da der mistes vægt på kanten. En lille pitmand (dame) er super at sende rundt i båden under sejlads, både i let vejr, når der skal gåes med musefødder og når der på opkrydset er opgaver til læ. Til gengæld har den lille pitman mindre power.

Hvad enten pitmanden er stor eller lille, er der plus og minus ved hvert setup. Og dette søger man så at kompensere for, når man sætter holdet således, at der er størrelsesmæssige modstykker i nærheden af pitmanden til at dække ind for minus-siderne. Og derfor ligger det allerede nu klart, at har man ikke mulighed for at lave denne kompensering blandt medlemmerne i det eksisterende team, har man et grundlæggende problem, som nok kun kan løses ved at inkludere nye sømænd…

I min verden, er de vigtigste kvaliteter hos en pitmand:

a) hans (m/k) evne til at se og planlægge manøvrerne, før de sker, således at fald, skøder, nedhal, jammers, frølår osv, er klar til at blive hevet, slækket, åbnet, lukket osv UDEN KNUDER i takt med at en manøvrer skrider frem.

b) Fornemmelse for perfekt procedure og timing af de mange forskellige samtidige og overlappende opgaver, der er i forbindelse med hver type manøvre. Ansvaret for den korrekte timing af et kald (hoist, drop) deles ofte imellem pit og rorsmand. Rorsmanden har oftest første prioriteten til at kalde timingen, men pitmanden skal altid være klar til at overtage ansvaret, hvis rorsmanden bliver optaget at fx en tæt situation med en anden båd, eller er en knaldhætte og glemmer det eller mistimer totalt.

spm 2) Denne idelle pitmand, er derfor størrelsesmæssigt et vidt begreb, men til gengæld er kerneopgaverne ret ens. Hvis man laver en hurtig arbejdskravsanalyse vil den vist sige: arbejde i bevægelse, ved et spil, ved krængning, på vådt dæk, med træk i mærkelig vinkler, med super hurtig reaktion og lange armtag, der kan hive mange meter tov på kort tid… puha.

Kort sagt: høj styrke ud fra den givne størrelse, bedst mulig koordination og ikke mindst kondition. Altså en god, dynamisk atlet, med god styrke i overkroppen og god koordinationsevne

For at træne dette, kan man faktisk lave mange forskellige ting:

  • Først og fremmest – sejle så meget som muligt, og lave så mange pressede manøvrer som muligt. Helst i startopstillingen på race båden – og husk at bruge 5-10% af træningstiden, hvor I har skiftet plads. Det giver et godt overblik for alle – incl rorsmanden.
  • Meget gerne sejlads i en-mands jolle, der er fysisk udfordrende, og giver fantastisk fornemmelse for vind, båd og vand.
  • Koordination og kondition: alt muligt der involverer kondition, styrke , smidighed, præcision og helst hele kroppen: fx. Ultimate (frisbee hold spil), badminton, squash, strandtennis, aerobic, boksetræning osv. Helst 2-3 gange ugenligt af ca 1 time med høj intensitet
  • Styrketræning: mellemhård styrketræning med 10-15 reps på alle stor muskelgrupper. Brug frie håndvægte i størst muligt omfang, da det giver styrke i alle de assisterende muskelgrupper, som man bruger i de skæve arbejdsvinkler. 1 gang ugenligt, sommer og 2-3 gange ugenligt, vinter.
  • Elementtræning: Lav konkurrencer ombord, i havn: Hvem kan grinde en 20 kg spand/pose hurtigst op i masten? Hvem kan hive en 5 kg pose hurtigst til mastetoppen direkte igennem jammeren/spilaflasteren. Lav sæson rekorder.  Vær kreativ med andre elementer, som kommer så tæt som muligt, på den endelige opgave i race situationen.

Dette er et meget generelt svar, som jeg håber kan inspirere dig til at komme videre – du er jo allerede ret godt på vej. For at hjælpe dig/jer yderlige, er det naturligvis nødvendigt at vide mere om dig som person og jer som team, når i ligger på vandet, og intensiteten er høj.

Mange gang tillykke med jeres 3. plads ved EM. Så er det bare om at klø på, og tage de sidste par pladser op ad podiet :-)

Over and out

Jesper

 

 

29'ere på startlinien

Første dag på vandet her ved Torm UGP – ungdoms grand prix, hvor de allerbedste danske ungdomssejlere har begyndt udtagelse til ungdomsVM. Og ikke mindst første dag på land, hvor jeg stod for Debrief, som omtalt i mit foregående indlæg.

Min opgave var at foretage observationer på vandet, og bruge dem som omdrejningspunkt i en fælles debrief efter sejlads, for alle deltagere og interesserede. Oprindeligt var det blevet blevet beskrevet for mig, at jeg også skulle stå for en morgen briefing med vejrudsigt og bevingede ord om dagen foran sejlerne. Men morgen-programmet blev lagt på hylden, og i stedet var det alene den egenlige Debrief som var mit projekt.

Der er jo løbet en del vand under broen, siden jeg selv sad i en jolle – alt en ægte en af slagsen, for selvom en CB66 jo kandiderer kraftigt til den betegnelse, er det alligevel noget lidt andet… Så mit indlæg kom til at fokusere mest på generelle anbefalinger og gode råd, når man gerne vil sejle småbåde og joller på højt niveau, med succes.

Og et af dem var min personlige tjekliste:

Radich’s 4 G’er:

  1. God start
    -timing
    -placering
  2. God fart
    -udstyr
    -trim
    -teknik
  3. God taktik
    -strategi
    -positionering
  4. Godt humør
    -Ikke for nervøs
    -fejre sejre
    -lære af fejl

Det er en meget brugbar tjekliste, både når man forbereder sig til den enkelte sejlads, og i den længerevarende planlægning af fx prioriteter i gennem hele sæsonen.

 

© 2010 Jesper Radich Suffusion theme by Sayontan Sinha