6-1 blev vores score i indledende runde i gruppe A. Det gav os 1. pladsen, og retten til at vælge modstander i kvartfinalen.
Et konge resultat indtil videre, der i bund og grund siger, at vi har sejlet rigtigt godt. Dog ikke fejlfrit, for der er helt sikkert ting vi kan og vil gøre anderledes ombord. Men som vi blev enige om i vores debrief; vi gjorde de store ting rigtigt og kun de små ting forkert.

Imorgen fredag har vi “først til 3 point” kvart finale imod Francesco Bruni – den kan og skal vi vinde :-)

Over and Out

Jesper

 

 

Denne blog var egenlig et eksperiment, hvor jeg gerne vil give folk et indblik i en professionel sejlers verden. Interessen har vist sig ret overvældende – havde over 46.000 hits i maj måned!! Og ligeledes har der været super respons fra mange forskellige fronter.

Fx har flere sendt mig spørgsmål via min email eller facebook. Dem vil jeg rigtig gerne svare på, men gør det her i bloggen – for at holde tingene samlet og let tilgængelige.

Nedenstående er fra Thomas Bøtker Mortensen:

Hej Jesper
Det er bare TOP$

Mit spørgsmål er, hvad den mest optimale fysiske form er for en pitmand på større både? Altså X-35 (otte personers) og opefter. Flere af vores konkurrenter har mindre piger i pitten, mens flere på vores besætning mener, at pitmanden (mig) skal være 95 kg muskelmasse, der kan hive hårdt i fald og trimsnore samt kværne hårdt og længe på spil.
Indtil videre har jeg ugentligt gået efter et ugentligt træningsprogram, der består af to træninger på havet, en gang 10 km løb og styrketræning de øvrige dage.
Men hvad mener du er den mest optimale fysik, såvel i vægt, styrketræning og løbetræning … så vil jeg nemlig optimere mit træningsprogram efter det.
På forhånd tak,
Thomas Bøtker Mortensen

Hej Thomas

Et godt og simpelt spørgsmål, som jeg dog vil svare på, ved at dele op i 2:

1) Hvordan ser den idelle pitmand ud?

2) Hvilken fysisk træning gavner bedst i forhold til pitmandens opgaver:

spm 1) Som udgangspunkt er det vigtigt at forstå, at man kan fordele de forskellige arbejdsopgaver på en race båd forskelligt alt efter hvilke type sejlere, både i størrelse og erfaring, som er med på teamet. Og de forskellige opstillinger har styrker og svagheder: En stor pitmand grinder godt og har (forhåbenlig) masser af power, men er ærgerlig at sende til læ på kryds, forud for hoists, drops og “forefaldende arbejde” da der mistes vægt på kanten. En lille pitmand (dame) er super at sende rundt i båden under sejlads, både i let vejr, når der skal gåes med musefødder og når der på opkrydset er opgaver til læ. Til gengæld har den lille pitman mindre power.

Hvad enten pitmanden er stor eller lille, er der plus og minus ved hvert setup. Og dette søger man så at kompensere for, når man sætter holdet således, at der er størrelsesmæssige modstykker i nærheden af pitmanden til at dække ind for minus-siderne. Og derfor ligger det allerede nu klart, at har man ikke mulighed for at lave denne kompensering blandt medlemmerne i det eksisterende team, har man et grundlæggende problem, som nok kun kan løses ved at inkludere nye sømænd…

I min verden, er de vigtigste kvaliteter hos en pitmand:

a) hans (m/k) evne til at se og planlægge manøvrerne, før de sker, således at fald, skøder, nedhal, jammers, frølår osv, er klar til at blive hevet, slækket, åbnet, lukket osv UDEN KNUDER i takt med at en manøvrer skrider frem.

b) Fornemmelse for perfekt procedure og timing af de mange forskellige samtidige og overlappende opgaver, der er i forbindelse med hver type manøvre. Ansvaret for den korrekte timing af et kald (hoist, drop) deles ofte imellem pit og rorsmand. Rorsmanden har oftest første prioriteten til at kalde timingen, men pitmanden skal altid være klar til at overtage ansvaret, hvis rorsmanden bliver optaget at fx en tæt situation med en anden båd, eller er en knaldhætte og glemmer det eller mistimer totalt.

spm 2) Denne idelle pitmand, er derfor størrelsesmæssigt et vidt begreb, men til gengæld er kerneopgaverne ret ens. Hvis man laver en hurtig arbejdskravsanalyse vil den vist sige: arbejde i bevægelse, ved et spil, ved krængning, på vådt dæk, med træk i mærkelig vinkler, med super hurtig reaktion og lange armtag, der kan hive mange meter tov på kort tid… puha.

Kort sagt: høj styrke ud fra den givne størrelse, bedst mulig koordination og ikke mindst kondition. Altså en god, dynamisk atlet, med god styrke i overkroppen og god koordinationsevne

For at træne dette, kan man faktisk lave mange forskellige ting:

  • Først og fremmest – sejle så meget som muligt, og lave så mange pressede manøvrer som muligt. Helst i startopstillingen på race båden – og husk at bruge 5-10% af træningstiden, hvor I har skiftet plads. Det giver et godt overblik for alle – incl rorsmanden.
  • Meget gerne sejlads i en-mands jolle, der er fysisk udfordrende, og giver fantastisk fornemmelse for vind, båd og vand.
  • Koordination og kondition: alt muligt der involverer kondition, styrke , smidighed, præcision og helst hele kroppen: fx. Ultimate (frisbee hold spil), badminton, squash, strandtennis, aerobic, boksetræning osv. Helst 2-3 gange ugenligt af ca 1 time med høj intensitet
  • Styrketræning: mellemhård styrketræning med 10-15 reps på alle stor muskelgrupper. Brug frie håndvægte i størst muligt omfang, da det giver styrke i alle de assisterende muskelgrupper, som man bruger i de skæve arbejdsvinkler. 1 gang ugenligt, sommer og 2-3 gange ugenligt, vinter.
  • Elementtræning: Lav konkurrencer ombord, i havn: Hvem kan grinde en 20 kg spand/pose hurtigst op i masten? Hvem kan hive en 5 kg pose hurtigst til mastetoppen direkte igennem jammeren/spilaflasteren. Lav sæson rekorder.  Vær kreativ med andre elementer, som kommer så tæt som muligt, på den endelige opgave i race situationen.

Dette er et meget generelt svar, som jeg håber kan inspirere dig til at komme videre – du er jo allerede ret godt på vej. For at hjælpe dig/jer yderlige, er det naturligvis nødvendigt at vide mere om dig som person og jer som team, når i ligger på vandet, og intensiteten er høj.

Mange gang tillykke med jeres 3. plads ved EM. Så er det bare om at klø på, og tage de sidste par pladser op ad podiet :-)

Over and out

Jesper

 

 

Vi lagde jo stærkt ud ombord på Saudade, ved i torsdags at vinde første sejlads i vores division ved The Superyacht Cup, Palma.

Vores 2. Sejlads blev desværre knapt så succesfuld, blandt andet pga en kraftigt tiltagende vindstyrke, der forrykkede tidsforskellene i respit starten. De langsomme både blev sendt afsted med et stort forspring, baseret på let vind. Men da vinden tiltog kort tid inde i start sekvensen, fik de massere af vind, og var mere end halvvejs igennem banen, før Saudade startede som sidste båd. Et forspring vi aldrig hentede. Samtidig havde jeg et fejlkald med et spilersæt, da vi lå i et bælte imellem 2 vindsystemer. Et sæt som vi havde været bedre foruden.

Men resultaterne spillede således ud, at der før 3. og sidste sejlads var tæt opløb om trofæet
Recepten var derfor klar – der skulle gåes til stålet, hvis vi ville vinde vores division.

Det blev en sejlads jeg sent glemmer: vi lagde ud med en skudstart, max 1 sek fra linien, med 14,5 kn. Oppe ad banen lavede vi tætte slag under land, hvor vi blandt andet dykkede tæt under hhv en 142 og 155 fods båd.
Og på et sidste krydsben inden den afgørende lænser ned i mål, kunne vi netop ikke holde topmærket. Derfor var der ingen vej uden om, at få placeret et dobbelt slag tæt oppe under en lille, men tung 100 fods cruiser, der lå en anelse over layline.
Det hele spillede, og vi kom i mål som 2. båd overalt.
Jep – race i superyachts kan sagtens være fyldt med action og tætte situationer
Og som kronen på værket lykkedes det os at holde den rette båd bag os, og dermed vinde vores division samlet med serien 1, 3, 2

Top spændende sejlads og et fedt og imponerende arrangement at være med til – det er The Superyacht Cup i få ord.

Next up: match cup sweden

 

 

En kort situationsrapport fra Palma, Mallorca, hvor vi i går havde første start ved The Superyacht Cup.

Saudade er en stor båd – meget stor. Den udstrakte brug af rullesejl (storsejl, alle 3 fokke og en af de to spilere) gør det dog realistisk at håndtere båden rimeligt på en kapsejladsbane. Hvilket ville ville have være helt umuligt, med almindelige hoist-drop sejl.

Sejladsen hernede bliver afviklet efter respit system, hvor forskellene i handicap bliver omregnet til forskelle i starttidspunkt. Ombord på Saudade bliver vi sendt afsted som en af de sidste, da vi både er blandt de allestørste med vores 148 fods overalt længde, og samtidig en af de mest race orienterede.

1. Start

kl præcis 14.19 skulle vi passere startlinien, hvilket var 49 min efter den først startende båd. Det tager jo en del tid at få accelereret de 161 tons op – især fordi vi kun havde 8-10 kn vind. Men det hjælper jo med 430 m2 fok og ca. 500 kvm storsejl! Og når før der er gang i kassen, ligger vi alligevel med en target speed på 10,8 i den vindstyrke.

Det er helt ærligt en meget imponerende oplevelse!

Sikkerhed et en meget vigtigt aspekt for arrangørerne, og derfor har vi en 40 meters regel, der simpelthen dikterer, at man ikke må sejle tættere end 40 meter på hinanden. Som kapsejler virker det en anelse for konservativt – men er jo ens for alle. Samtidig er det en 0,25 sm sikkerheds zone om hvert rundingsmærke, hvor man ikke må lave stagvendinger eller bomninger. Formålet er igen sikkerhed med det argument, at intet uforudset sket når bådene ligger relativt tæt ved mærkerne. Igen en meget konservativ tilgang – men sådan er livet her i super yacht world.

På Saudade kom vi rigtigt godt igennem dagen, ramt nogle gode skift, lavet nogle fine, problemløse manøvrer og vandt faktisk vores klasse – performance division.

2 dage og 2 sejladser tilbage – og alt at kæmpe for.

More to come :-)

se mere: www.thesuperyachtcup.com

 

 

Den ene fører til det næste, og bådene vokser… Min næste opgave hedder Saudade – en Wally 150, hvor skal være taktiker i næste uge. Og bare for at ingen er i tvivl, er det altså en 150 fods yacht vi snakker om her. Yderligere dimensioner skal jeg nok komme tilbage med, men jeg kan godt love, at det er en kæmpe, vi snakker om her.

Stævnet vi skal deltage i er The Superyacht Cup Palma – 2010.

Grundlæggende samme koncept som det Loro Piana Super Yacht Cup på Sardinien – mere info kan findes her:

http://www.thesuperyachtcup.com/palma2010/

Båden sejles normalt af 40-45 mand – hvor mange af dem jeg møder på tirsdag til første træning, vil vise sig. Og problemet med at huske alles navne, lurer allerede i baghovedet…

 

 

Jeg var i år blevet hyret til at sejle som taktiker på båden Earlybird, en succesfuld Swan 45, med i hvert fald 1 verdensmesterskab på samvittigheden. Stævnestart søndag d. 13 juni, betød et tæt overlap med stævneafslutning af Loro Piana Super Yacht Cup d. 12 juni. Men et aftenfly fra Sardinien, og en yderst velvillig courtesy service fra BMW, med privat chauffør fra Milano til St Tropez, gjorde det muligt at nå begge arrangementer.

Det er altid spændende at træde ombord hos succesfulde teams – hvad mon deres hemmelighed er? Faktisk har jeg en gang tidligere sejlet med Earlybird, og ejeren Christian Nagel, og dengang var der faktisk ikke det store at bemærke. Grundlæggende er det en meget hurtigt Swan 45, med en virkelig god rorsmand og et solidt greb om rigsetup og trim. Christian er en af de få owner-drivers, der ville kunne være med næsten på linie med professionelle. Meget imponerende og selvfølgelig fedt, når man som taktiker bare peger hvor man gerne vil her – og så sker styring og trim af sig selv.

Denne gang stod Giraglia Rolex Cup 2010 på programmet. Det er traditionelt et kombineret inshore/offshore arrangement. 3 dage med korte coastal/bane sejladser og sidst en 241 sm lange offshore sejlads.

Offshoren var ikke på programmet for Earlybird, og vi koncentrerede os derfor alene om at klare os bedst muligt i vores klasse IRC A, hvor der var 122 startende.

Det enorme deltagertal i vores klasse, IRC A, betød en startlinen, som man sjældent ser magen; ca 0,7 sm i længde, og generelt helt skæv i forhold til vindretningen. Det sidste havde nok mest med race committee’s lidt, lad os kalde det afventende holdning, til at justere line og bane i forhold til de skiftende vindforhold i St. Tropez bugten.

”I elementernes vold”, kom til at være overskriften for Giraglia Rolex Cup 2010 også.

På førstedagen betød en lidt for kraftig gradient vind, at søbrisen aldrig kom til at fylde ordenligt igennem. 4 ½ timers venten på vandet blev dog endelig afløst af 15-20 knobs solid gradient vind, så vi endelig kunne komme i gang. En fed start helt oppe ved startbåden lagde grunden for, at vi kunne runde topmærket som førende båd. Resten af banen bestod af ca. 10 sm halvvinds sejlads, lidt frem og tilbage (som sagt – en meget tilbageholdende race committee), med et kort afsluttende kryds ben til mållinien ud for havnen i St. Tropez. Nu er halvvind ikke lige favoritsejlads for en Swan, men vi holdt alligevel en 6. plads på korrigeret tid i mål.

Mandag d. 14 juni var vind forholdene lidt anderledes. 2. sejlads kom i gang med 2 timers forsinkelse, og banen var placeret således, at der kun var plads til et 0,7 sm opkryds… Altså startlinie og første opkryds lige lange… Der var kaos ved startbåd enden af startlinien, og vi blev fanget godt og grundigt i sumpen. En tur godt over layline på styrbordsiden gjorde dog, at vi kom en stor bue uden om et kaotisk topmærke, og så begyndte tingene at flaske sig for os – faktisk så meget at vi efter målgang opdagede, at det var lykkedes at sejle helt op på 3. pladsen på korrigeret tid. Dermed lå vi samlet 2’er.

Mest interessante fra sejladsen var, at vi på en langt lænserben hentede en del tid på både, der egentlig burde være en del hurtigere end os – fx GP42. Men de var alle med asymmetriske spilere, hvor vi sejlede med symmetisk i de 12-15 kn vind. Vi kørte derfor generelt ret dybt, hvor de nok havde tendens til at skære uforholdsmæssigt meget, for at få gang i båden, men med tab i VMG (den direkte fart med vinden) til følge. En vigtig huskekage! Det føles jo godt at sejle hurtigt, men man kan let blive forført…

På sidstedagen af inshore sejladserne, lå trætoppene vandret, og der blev ikke sejlet.

Dermed kunne vi på Earlybird være tilfredse med 2. pladsen, selvom der selvfølgelig var lidt skuffelse over, at vi ikke fik chancen for at tage prikken.

Over and out

J

(alle billeder fra: www.yci.it)

 

 

Overskriften på det seneste indlæg – “I elementernes vold”, beskriver ret præcist oplevelsen af af sejle dette års Loro Piana Super Yacht Cup. Efter de første 3 dage var det kun lykkedes at få en enkelt sejlads i hus, så der var absolut ingen tøven på sidstedagen af stævnet – der skulle bare sejles! Vejrudsigten var moderat – 6-12 knob fra nordvestlige retninger, hvilket burde være OK. Men i Porto Cervo vil det sige en gradient vindretning, der desværre meget let kan komme i konflikt med den dominerende retning for søbrisen. For søbrisen bygger normalt lidt efter middag fra ca 110-130 grader… Så det var med fingrene krydsede og håb om ikke alt for meget solskin, at vi gik på vandet lørdag morgen.

Startlinien, blev af ukendte årsaget lagt ud… langs med vinden (i stedet for på tværs), og 90 grader på retningen til første mærke… Grå hår i hovedet… Kun en enkelt af bådene ville få en brugbar start – resten ville blive dækket. Og starten i luv, kunne meget let blive til en kamp om ikke at blive luffet helt uden for linien… grå hår i hovedet…

Jeg besluttede til sidst at lave en sen bagbord approach til layline til den styrbord side af linien. Hvis der var for mange både, kunne vi slå under klumpen, og forsøge at luffe dem til himmels. Og hvis de var for tidligt på layline, og måtte søge ned af linien for at brænde tid, ville der åbne sig plads bagved dem, på selve layline. Jeg lagde sidste vending ind 2 min før start.

I de 9-10 knobs vind har vi ca 25-30 sek til topfart, og derfor tid nok til at lave den sidste vending inden det sidste minut. Og så var slaget igang. Vi mødte klumpen af både, jeg vurderede at de var var en anelse for tidligt, så vi dykkede under, og slog dernæst til luv for deres linier – direkte på layline – ”on time” til båden. 50 sek senere krydsede vi linien, med feltet til læ, i god kontrol. Og med smil i mundvigen.

Derfra stod den på rundbane i La Maddalena farvandet – ialt ca. 17 sm.

Det blev en tæt kamp, hvor vi som førende båd dog kunne dække godt af, og hele tiden trække lidt fra.

Da vi nærmede os mållinien skete det: Vindkonflikten brød ud og blev til egenlig kamp, med det resultat at en stor, fuldstændig vindstille sikkerhedszone opstod. På og ca 0,5 sm I alle retninger fra mållinien.

Vi kunne derfor blot accelerere båden mest muligt op, smide vores A2 spiler, og skyde båden ind i zonen, retning direkte imod mållinien. Hurtigt kom vores modstandere også frem til zonen og inden længe var hele deltagerfeltet samlet ganske få hundrede meter fra mållinien – absolut ikke noget der gavner en båd med et af de højeste handicap.

Vores søsterskib Indio, slap på flot vis, og som eneste båd i lang tid, igennem og sluttede 15 min foran næste målgang – Saudade, en Wally 150 (jep – det er en 45 meter). Y3K blev 4. båd over målstregen, og derefter kom resten i meget tæt rad. Det gav os en 3 plads på handicap i race division.

I det mærkelige vejr og de få sejladser, var der opstået den mærkelige situation, at all 4 deltagende Wally’er i race division havde 5 point totalt. Et tæt løb kan man sige. Derfor blev brudt ties efter alle kunstens regler, og vi på Y3K endte på endnu en 3. plads…

Skuffende kan man sige, men samtidig med den viden, at havde vinden ikke droppet til sidst, ville vi have vundet sidste sejlads, hvilket også ville have givet os den samlede sejr i race division. Dermed årets klart bedste præstation, i en ellers ret svær sæson for os.

Næste stævne i kalenderen med Y3K er Maxi Worlds i starten af september. Og nu kan vi ikke holde os længere – vi skal have pillet alvorligt ved båden – ligesom alle de andre har gjort. Ellers får vi bare baghjul igen.

Alle billeder fra www.loropianasuperyachtcup.com

Mere om Giraglia og Saudade følger snarest…

 

 

Efter 3 dage her i Porto Cervo har vi nået at sejle… 1 sejlads. Det er ærgerligt, men sandt. Samtidig har det være meget begrænset med internet adgang, og derfor været yderst besværligt, at få opdateret bloggen… sorry!

Stævnestart her ved Loro Piana Super Yacht Cup var i onsdags. Vinden var i den høje ende med omkring 20 kn i starten, og derfor fuld tryk på kludene. Stævneformatet hernede er en anelse anderledes end normalt, grundet de meget store både der deltager, og de begrænsninger der medfører. For det er grundlæggende ret svært for en 160 fods båd at manøvrer rundt imellem andre både på en startlinie, uden at risiker at bringe både yacht og besætning i potentielt livsfarlige situationer. Derfor startes der individuelt, med 1 min interval imellem hver yacht, langsomste først.

Vi er dog 5 egenlige race-både, som har en fælles fleetstart, før alle andre.

Og med 20 kn vind og en 45 sek lang startlinie, var der bare tryk på og en anelse sved på overlæben, da 5 ca 80-100 fods både skulle kæmpe om starten ved styrbord ende… Men vi fik den, ca 2 længder nede af linien, med fuld gang i kassen og øjeblikkeligt i fører position. Fedt :-)

Efter 2 sm opkryds havde vi øget til ca. 1 min føring over næste båd og havde dernæst 17 sm lænser foran os, efterfulgt af 8 sm halvvind og 12 sm kryds tilbage, op imellem klippeørerne her i området.

Desværre gik vi herefter stille og roligt fra hero til zero. De andre både sejlede med lidt mere pres op til os. Båden Highland Fling (en helt ny super race Wally) overhalede os med 22 kn (vi ca 17 kn), og efterlod os med måbende ansigter – damn den er hurtig på slør!

En samlet 3 plads i Wally klassen blev det til – på trods af næsten ingen fejl fra vores side – handicap sejlads kan være ganske frustrerende…

I går torsdag var der 25-35 kn vind på banen, og derfor ingen sejlads.

Og i dag fredag, har vi godt nok været på vandet – og faktisk også startet, men vinden fes helt af, og sejladsen blev derfor annulleret.

Med sidste sejladsdag i morgen, håber vi derfor på evt at få 2 sejladser gennemført, men har desværre en meget svag vejrudsigt foran os.

Giraglia – i St Tropez

For mit vedkommende går turen i morgen lørdag direkte fra sidste sejlads og ud i lufthavnen i Olbia, hvor jeg suser til Milano, og derfra herover aftenen videre til en anden af de store sejladser her i Middelhavet – Giraglia Rolex Cup.

Der er første start søndag kl. 11, og programmet står på 3 dage med inshore sejladser rundt i farvandet omkring St Tropez. Jeg skal sejle med den tyske Swan 45 Earlybird – og kommer derfor direkte i ilden – uden træningsdag. Men mon ikke det går :-)

Fortsættelse følger…

 

 

Dagene går hurtigt, og der står igen ”Race” på kalenderen. Denne gang dog af en helt anden art end den succesrige tur med gutterne til Match Race Germany for et par uger side.

Y3K deltager igen i år i Loro Piana Super Yacht Cup, hvor alle med super yachts over 100 fod er velkomne at møde op til hygge dyster på vandet. Det med andre ord gentleman sejlads, hvor det fx fremhæves i sailing instructions, at der meget gerne må bruges ”…alle typer af radio og mobil telefoner bådene i mellem, med det formål at undgå farlige situationer med fare for båd og besætning”. Det er alligevel ikke så ofte man møder den ordlyd i et sæt SI.

Heldigvis er der også en del race både eller yachts (mest passende beskrivelse, når man går en tur langs kajen og kigger op til 65 m op i luften for at se mastetoppene), der har dette stævne i kalenderen. Ud af de 28 deltagende yachts er 6-7 af dem sat op til egentlig kapsejlads og heraf 5 både direkte race både i deres egen Performance division. Alle kæmper dog om et fælles trofæ.

Grundet bådenes størrelse, hvor nogle af dem altså er virkelige kæmper på 150-160 fod og i +200 tons klassen, bliver der som udgangspunkt startet på respit, en yacht ad gangen med 1 min mellemrum, i stedet for en fælles startlinie.

I vores performance klasse, hvor vi er 4 wallyer og 1 R/P 85, har vi dog reel startlinie med standard 5 min procedure og fælles start.

Vi er 3 hurtigste båd på handicap under IRC her ved stævnet og får helt ærligt nok ret svært ved at sejle det mål hjem. Men humøret er højt, omgivelserne fantastiske her i Porto Cervo og som sagt lidt af en oplevelse at sejle mod og imod nogle af verdens største moderne yachts.

Over and out…

 

Det netop overståede Match Race Germany 2010, blev som bekendt er kæmpe succes for Radich Racing Team. En solid 2. plads som egenlig sagtens kunne  være blevet til en 1. plads, hvis vi bare havde fået lov at sejle om det. Desværre var vindguderne ikke med os og temperaturguderne fik frit spil til at give os 26 grader, og totalt vindstille. Uden tvivl et acceptabelt resultat, og forhåbentligt ikke det sidste fra min side i denne sæson…

Forud for sejladserne

Som jeg fortalte i mit seneste indlæg, tog Rasmus Køstner (taktik), Niels Gramkov (trim), Jann Neergaard (pit), Phillip Guhle (fordæk) og jeg sidste tirsdag til Bodensee. Vi mødtes om morgenen i Skovshoved til en kort træningsrunde imod Bjørn Hansen (Swe) og kørte over frokost direkte ad Autobahn til vores private indkvartering, i nærheden af havnen Langenargen, Bodensee. Jeg var desværre ikke helt imponeret over vores niveau i træningen i DK, og erkendte risikoen for, at vi kunne falde helt igennem, når vi kom op imod de førende hold i World Match Racing Tour. Især fordi jeg aldrig har siddet i bådtypen, vi skulle sejle i dernede – Bavaria 35 Match.

Fantastisk holdudvikling

Heldigvis havde vi officiel træning onsdag imod blandt andet Mattieu Richard der vandt årets første Tour stævne i Marseille, og efter nogle ganske til tilfredstillende træningsstarter og matcher, var der nogenlunde ro på vores hold inden stævnestart torsdag. Indledende runde blev for os et spørgsmål om at få flest muligt point, og samtidig lære mest muligt om båden og sejladsområdet. Og denne opgave løste vi helt ærligt til topkarakter. Alle ombord arbejdede simpelthen imminent sammen; Phillip og Jann, blev bare bedre og bedre til koordinering, hoist/drops og balancering af båden. Niels og jeg udviklede hele tiden vores samarbejde omkring styring, trim og accelerationer. Og min dialog med Rasmus omkring vindstrategi, fordel på line og bane og de endelige taktiske beslutninger, gik fra helt ok til super god.

Meget hurtigt blev det derfor mine starter, der blev begrænsende faktor for vores succes. Jeg lagde middelmådigt ud, men med en super feedback fra hele holdet og især Rasmus, løftede jeg mit eget niveau så meget, at vi faktisk lukkede Ian Willams ude af starten i den afgørende sejlads i kvartfinalen, og gjorde samme ved Mattieu Richard i den 2 første sejladser i semifinalen. En fed oplevelse – for hele holdet!

Da det blev klart, at vi ville gå i finalen med scoren 2-1 over Richard, var vi selvfølgelig overud tilfredse. Vi ankom til Bodensee med håb om ikke at falde igennem sportsligt, og havde nu en reel mulighed for at vinde kampen om toppen af podiet. Vores egne forventninger var forlængst opfyldt, og herfra var der alt at vinde.

Finale – uden kamp

Desværre viste Langenargen sin skyggeside – “Lange-nasen”. Ingen vind og dermed count-back til resultatet fra indledende runde, hvor vi sluttede 1 point bagved vores finalemodstander og regerende verdensmester; Adam Minoprio. Han og holdet blev derfor udnævnt til vindere, og vi måtte let slukørede acceptere nederlaget – uden kamp…

Men hvor er det dog fedt at være tilbage på match race banerne på WMRT niveau – her sejles med en skarphed, der ikke findes andre steder i sejlerverdenen. Timing, positionering og taktik bliver udfordret på højeste niveau og det er fornøjelse at dyrke sporten med et hold, der kan sit kram.

more to come… :-)

 

© 2010 Jesper Radich Suffusion theme by Sayontan Sinha