Føring fra start til slut

Føring fra start til slut

Havde en god dag igår lørdag. En solid start, føring ved første mærke og derfra så vi os ikke ikke tilbage.

Status lige nu er, at vinder vi idag søndag, har vi en teoretisk chance for samlet sejr, hvis det hele flasker sig med de andre resultater. 2. pladsen er nok lidt mere realistisk målsætning, men dagens mål er klart – sejr i stævnets sidste sejlads

Så den får fuld gas ;-)
Over and out
Jesper

 

 

PalmaVela 2011. Photo Nico Martinez

PalmaVela er den officielle afslutning på vinteren for IMA – International Maxi Association – her i Middelhavet. Der plejer at være et rigtigt godt fremmøde, for dels er Palma, Mallorca relativt let rent logistisk på besætningssiden med fly, hoteller osv. Derudover er der en meget velvoksen marine industri hernede, hvor man har adgang til næsten alle former for reservedele og værksteder, når nu de første småskavanker på bådene viser sig efter vinter dvalen.

Og på den sejladsmæssige side er Palma Bugten også bare lige i øjet. Der er rigtigt fine vindforhold og virkeligt få dage i løbet er helt år, hvor man slet ikke kan komme ud.

Derfor holder vi på Y3K også fast i at have PalmaVela som vores opstartsstævne. Vi lagde i år ud med 3 dages træning, hvor nogle forbedringer på det hydrauliske system som driver vores spil, skulle testes – med succes! Selvom vi har 880 m2 spiler har vi så meget kraft til rådighed, at det er en del lettere at få roteret den asymmetriske igennem en bomning, end det var med (de gamle) Americas Cup både, som havde ca 520 m2 og 8 solide sømænd på grinder piedestalerne. I 12 knobs vind, føles det næsten som at bomme med en J-80. fedt :-)

Photo Nico Martinez

Selve stævnet begyndte torsdag og fortsætte frem til søndag, med op-ned baner de 2 første dage og distance-baner rundt i Palma bugten de 2 sidste.

Vores præstation har været noget rusten og ret typisk for “årets første stævne”. Semi-kaos i planlægning af manøvrer, dårlige laylines og ikke alt for præcise timing’er til gaten (bundmærkerne). 3 ud af vore 4 starter har egentlig været OK, og vi har også være førende båd ved topmærket i 2 af sejladserne, men gentagne skud i hhv fod og knæ har givet os scoren: 2, 6, 3, 5. Hvilket rækker til en midlertidig 5. plads, dog kun et enkelt point fra 3 pladsen… Ikke godt nok men en god huske kage om, at vi må have løftet vores spil, hvis vi skal nå året hovedmål: at forsvare VM titlen for 3 år i træk, hvilket ingen har gjort før.

20 sek til start

10 til start

Go go go!

Imorgen søndag som sagt stævne afslutning her i Palma og derfra går turen til Scarlino, Italien og Melges 32 sejlads. Her har jeg første med båden Opus One, og hvor bl.a også Nicolai Sehested er med. Vi skal sejle 4 stæner med båden, afsluttende med VM i september – her i Palma.

Over and out

Jesper

 

 

De er nu skøre de Frankere….

Andre ville lade vinderen af første RR vælge entry side

 

Deltagerlisten var faktisk ganske solid ved Y’s Cup 2011 i Marseille, især når man tager i betragtning, at der “blot” var tale om et grade 2 stævne, altså 2 sværhedsgrader under WMRT stævnerne.

Idag søndag havde vi semi-, og finaler på programmet. Men stormvejret fra igår havde på ingen måde forladt Marseille området, og derfor afgjorde stævneledelsen allerede kl. 8.30 imorges, at der ikke ville blive sejlet idag, således at indledende fulde round robin derfor skulle står som endeligt resultat for stævnet

Resultater Y's Cup 2011

Resultater Y's Cup 2011

Dermed total succes her ved årets første stævne. En ren sejrsrække og samlet sejr.

Og det gode resultat bliver faktisk yderligere interessant ved, at det er første gang at grundkernen i dette års WMRT satsning er samlet, nemlig Nick Blackman, Dave Swete, Rasmus Køstner og jeg selv. De to unge kiwier, Nick og Dave gjorde et solidt stykke arbejde med boathandlingen, og der var kun ganske får detaljer, der blev afpudset på træningsdagen, før det hele kørte som smurt.

Nu står de næste par måneder, ud over Wally 100 og Melges 32 sejlads, på forhåbenlig succesfulde sponsormøder inden stævnestart ved Match Race France d. 10 maj, årets første WMRT event

Over and out

Jesper

Radich Racing Team

 

Denne vindgraf beskriver vindforholdene idag ud for Marseille – kuling grænsende til storm. Og der var faktisk en hel del mere i pustene i morges, end grafen viser. Så selvom vi faktisk blev sendt på vandet, og der også blev skudt en start igang, blev ingen sejladser gennemført.

Thumbs down – alt aflyst for dagen!

Imorgen står den på semifinaler, hvor vi skal sejle imod Morvan fra Frankrig. Valget af styrbord eller bagbord start siden blev afgjort på… sten-saks-papir. Jep, jeg lyver ikke – og jeg kan med ro i stemmen sige, at det første gang jeg har vundet styrbord entry på den måde!

Over and out

Jesper

Radich Racing Team

 

 

 

Der var lagt op til en lang dag på vandet, da vi mødtes kl 07.00 fredag morgen til skippermøde. Vejrudsigten for weekenden lover nemlig storm og meget svære forhold overhovet at få gennemført sejladser i. Derfor var programmet for idag, at nå igennem hele første round robin, hvor de 10 deltagende hold hver skal møde hinanden en gang. Bådtypen vi sejler i er J-80

Vores flight plan var til at forstå – vi skulle nemlig sejle vores 9 sejladser i streg! Og den opgave gik vi til med krum hals. God bådfart, gode manøvrer og et godt overblik på banen medvirkede alt sammen til en samlet score på 9-0 og dermed en klar føring ved stævnet til os.

Stor success for vores team, der ud over Rasmus Køstner havde et par nye ansigter ombord, nemlig Nick Blackman og David Swete, begge tidligere vindere af WMRT sammen med Adam Minoprio. Det er første gang vi sejler sammen, og derfor var det særdeles tilfredsstillende, at vi allerede efter en enkelt træningsdag kunne ramme et så højt niveau.

Resultaterne kan snart findes her:

http://www.ycpr.net/nos-actualites/match-racing-ys-cup-grade-2-resultats-jour-1-133.html

Planen for lørdag og søndag er semifinaler og finaler.

Over and out

Jesper Radich

Radich Racing Team

 

 

(foto: Martin Paldan, 5 grades frost og langt til frit vand)

Billeder lyver sjældent – og de kan fortælle en masse. Titlen “…når vandet bliver stift“, ville nok ramme plet.

Formålet med ovenstående var 2-sidigt. Dels har jeg en kampvægt for sæsonen på 75 kg, som gerne skal sidde lige i skabet ,når sæsonen blæses igang allerede om et par uger i Marseille. Og dels har Løbemagsinet kastet sin interesse over mig og min brug af løb, som en aktivitet på land til at opnå resultater på vandet. En 7-siders artikel er under opsejling i deres kommende udgave, hvor vi blandt andet taler om mental forberedelse, skader, kiropraktik og selvfølgelig løb.

WMRT

Rasmus Køstner var en fast del af teamet ved vores 4 WMRT stævner i 2010. Og det er vist ingen underdrivelse af sige, at det gik over al forventning. Vi klkkede virkeligt godt sammen, og fik enormt hurtigt 95% af samarbejdet på plads. Med ihærdig indsats fra begges side vil jeg tilføje. Men vi er begge meget ambitiøse personer, så det faldt naturligt at være dybe fokuserede på opgaven.

Igen i 2011 vil Rasmus være en del af teamet og skal sejle 5 af de 7 WMRT events som jeg har planlagt at deltage i.

Melges 32

Vi har jo begge andre projekter på kalenderen – og jeg har netop lavet en aftale med et tysk Melges 32 projekt, at jeg skal være deres taktiker for sæsonen. Vi har 4 events på programmet, startende i april i Italien og derefter opbygning hen imod højdepunktet, som er VM i Palma, Mallorca, midt i september

eXtreme 40

Rasmus har også andet på sin kalender, og netop annonceret et eXtreme40 indkøb sammen med Jes Gram-Hansen. De er begge nogle af mine virkelig gode venner i sejlerverdenen, og jeg er rigtig glad på deres vegne over, at de har kunne stable et så stort projekt på benene. Det har været et seriøst greb i lommen, og det er fedt for dem ,at de har haft den mulighed. For som jeg selv har måtte erkende, er det virkelig en udfordring at professionel sejler i Danmark – man må nemlig selv finansiere det – hvilket i sig selv jo er lidt paradoksalt (?) :-/

Mentor-rolle

Men i filantropiens tegn må man jo nogle gange være forgangsmand. Og jeg er helt sikker på, at nogen engang har sagt, at for at få må man give… Eller noget i den stil. I hvert fald har jeg besluttet at forsætte i min mentor-rolle for team Sehested her i 2011, og give dem nogle råd og guidelines med på deres vej, som forhåbenligt går støt op ad verdensranglisten. Bådmagasinet har netop bragt deres pressemeddelse:

http://www.baadmagasinet.dk/index.php?sid=107&cid=13011&1298839655

Jeg synes grundlæggende altid det har været fantastisk at opleve, hvordan alene velvalgte ord og metoder kan bidrage til, at teams og personer når resultater og præstationer, som de aldrig selv troede mulige. Mit arbejde med bl.a. team Sehested er derfor rigtigt inspirerende i forhold til professionelle sejlerteams, erhvervs projekter, foredrag og andre opgaver jeg roder med, og altså også udbytterigt for mig. Hvormed cirklen jo sluttes.

Over and out (for en uge med fuld tryk på)

Jesper

PS: Husk foredrag i Skovshoved på tirsdag kl 19

 

 

Det er blevet tid til afstemningen om Årets Sejlsports Præstation. Og sørme om jeg ikke er blevet nomineret! Det jo fantastisk, og dejligt at se, at danske sejlere og sejl-entusiaster holder øje, når vi kæmper på de udenlandske arenaer.

(foto: Sergio Dionysio)

Med teamet bestående af Peter Poulsen, Chresten Plinius, Anders Kristensen, Rasmus Winston og jeg selv, fik vi i 2003 tildelt prisen og den medfølgende check, efter at have vundet World Match Racing Touren og EM guld i Beneteau 25 på Gardasøen.

For 2010 er nomineringen sket på baggrund af de 4 podie placeringer på WMRT 2010. Der er intet nævn om mit VM guld ved Maxi Worlds 2010, men det kan denne blogs læsere jo bruge som bonus-info…

Du kan give din stemme på Bådmagasinets website:

http://www.baadmagasinet.dk/index.php?sid=105&cid=13002&1298465764

Og jeg vil da ikke lægge skjul på, at checken på 20.000, ud over æren selvfølgelig, kunne skæppe fint i den ellers lidt slunke kasse for min WMRT satsning 2011.

Over and out

Jesper :-)

 

 

For et års tid siden blev jeg kontaktet af Nicolai Sehested, der spurgte om jeg ville være mentor for ham. Nicolai har med stor succes  sin unge alder til trods (20 år), været særdeles aktiv på Match Race banerne og er allerede at finde i top 50 på Verdensranglisten. Se deres website: www.treformatchracing.dk/

Han fortalte mig, at de fandt det ret udfordrende at tage de næste skridt fremad rent sejladsmæssigt. Både for ham som skipper og holdet som helhed. Derfor bad han om lov til at se mig lidt over skulderen og høre mine svar på nogle af alle hans spørgsmål. Jeg syntes straks om ideen, blandt andet fordi jeg tilbage i 1996, da jeg startede mit eget hold op, enormt godt kunne have brugt én at få gode råd fra.
 Jeg måtte dog være ærlig for Nicolai og sige, at min kalender desværre kan være temmelig booket, og at det måske kunne blive svært at få presset det ind.

Men jeg havde det hele tiden i baghovedet indtil for godt et par måneder siden, hvor jeg modtog en invitation til Berlin Match Race, som jeg har vundet et par gange tidligere. DET var chancen tænkte jeg; At tage med hans hold ned og sejle stævnet, med nogle træningsrunder i DK som forberedelse. Altså ikke en mentor-tilgang i klassisk forstand, men mere en form for deltagende coaching. Og efter min mening den bedste måde for mig, at give Sehested og Team mest muligt med hjem at tygge på.
Planen var lagt og Team Sehested var super klar. Bådtypen i Berlin var J-80, så vi skulle have nogle timer i RMCs J-80’ere i Skovshoved.

(Vinder 2007. Dengang i H-båd)

1. træning lå kort efter min hjemkomst fra Bermuda – 4 timers intens boathandling og team-coaching. En masse kanter blev pudset af, og ingen tvivl om, at team Sehested (med Nicolai selv på storsejl) har en god del at lære endnu. Men et projekt som dette passede perfekt, og de sugede lystigt til sig fra mine historier om hvad der virker, og hvad der er vigtigt for et ungt hold, der gerne vil op og toppe verdensranglisten.
2. træning fulgte dagen efter, hvor gutterne havde haft lektier for – og der var klart forbedringer at se på boathandlingen.

Og et par dage senere skete det – jeg fik en på lampen – da jeg hjemme trådte op ad en stige og ind i en murkant.
Næsten så lampen slukkede. Sol, måne og stjerne og kvalme.

En halv time senere var jeg faktisk ok, men efter et par dage begyndte det at gå ned ad bakke. Der var kun en ting at gøre. Ned og ligge – og blive der indtil jeg havde det godt igen. På det tidspunkt var der kun 8 dage til Berlin Match Race, og jeg var absolut ikke forhåbningsfuld, men så tiden an. Og havde næsten daglige besøg hos min Kiropraktor, Annette Jørgensen, som virkelig kan gøre mirakler på kort tid.

Tirsdag blev til fredag og efter endnu en succesfuld behandling følte jeg mig 95% igen. Derfor besluttede jeg at melde klar til Team Sehested og Berlin. Det skulle jeg aldrig have gjort…

Efter yderligere en træning dagen inden afgang fik jeg enorm hovedpine. Ud af det blå, så jeg måtte ligge ned. Jeg synes dog ikke jeg kunne trække mig så sent, og fløj næste morgen, onsdag d. 3 nov ned til pressemøde med dagblade og tv-stationer i Berlin – og derefter VIP-sejlads med journalister. Og jeg havde det ad Pommeren til.

Da vi kom i land – gik jeg direkte til Nicolai og gutterne og fortalte, at jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Der var ingen chance for, at jeg ville kunne sejle på et tilfredsstillende niveau ved stævnet, og helt sikkert ville jeg betale en dyr pris for at presse mig selv – lang tid på langs efterfølgende. Dermed kunne jeg risikere ikke at blive klar til Monsoon Cup, der ligger første uge af December. Derefter direkte på nettet, bestille flybillet og samme aften stod jeg igen i Kastrup. Med en lidt mærkelig stævneoplevelse i bagagen – efter første gang nogensinde, at have trukket sig fra et stævne.

Nicolai overtog min plads som deltagende skipper, og chancen for trods alt at sætte lidt mere ind på erfaringskontoen

Lidt udbytte gav pressemøde indsatsen heldigvis, klik her.

Status pt er, at jeg efter Berlin holdt mig vandret i yderligere 5 dage, hvoraf de 2 sidste var mere af pligt, da jeg ikke følte nogen hjernerystelses symptomer. Hjernerystelse er dog ikke let at håndtere – man kan sagtens undertrykke det for en tid, men plejer man ikke sig selv tilstrækkeligt, kommer straffen ubønhørligt, og man må tilbage i ro, i en ny, forlænget periode.

Sikkert er det heldigvis nu, at jeg er 100% klar til at kaste mig velmotiveret over næste udfordring. Årets sidste stævne: Monsoon Cup i Kuala Terengganu, Malaysia

Update forud for Monsoon – følger snarest…

Over and out

Jesper

 

 

Ud over at være pro sejler selv, har jeg også coaching på paletten. Både inden for erhvervslivet, men (selvfølgelig) også inden for sejlsport. I øjeblikket har jeg 2 projekter kørende:

Paraolympiske Lege 2012

Jens Als er Danmarks ubetinget mest aktive para Olympiske sejler. Op til de Paraolympiske Lege i 2008, kontaktede han mig, om jeg have tid og lyst til at give ham en hånd på vej imod OL podiet. Jeg sprang på opgaven, og fandt det et ret interessant projekt. Umiddelbart noget mindre professionaliseret og udviklet end den form for sejlads, jeg ellers giver mig i kast med. Men med den sjove krølle på halen, at bådtypen 2,4 M2 faktisk er en udviklingsklasse, hvor man har ret frie hænder til at lege med båd og udstyr, som man lyster. Spændende og udfordrende. Og så er Jens en ret begavet sejler, der virkelig suger til sig.

Igen i år jeg har lavet en aftale med Jens, og vi havde i denne sæson som hovedmål, at lave en placering som top 7 af nationer ved VM. For dette ville sikre en dansk plads ved de Paraolympiske Lege i London 2012. Og netop igår i eftermiddag lykkedes det Jens at hive en 7. nations plads i hus. Super resultat i et felt som for øjeblikket gennemgår en rivende teknisk udvikling internationalt set, og hvor man skal stå tidligt op for at være med.

Så nu kan vi kigge fremad på 2 år med fokus på at få styr på udstyr, afprøvet ideer og udviklet Jens’es taktiske værktøjer. Med ro i maven og forhåbenlig kanon støtte fra DS og Dansk Handikap forbund ;-)

Match Race på Oure i Uge 30

Herudover har jeg igennem snart 15 år haft en aftale med Skolerne i Oure, sport og performance, om et par gange om året at bruge en eller flere dage på coaching af elever, instruktører, lærere, kursister osv. Både på de lange kurser og sommerkurserne.

Og om et par uger er det tid igen. I uge 30 er der en uges specialkursus i match race, hvor jeg kommer til at være gæstelærer en af dagene. Så hvis du og evt hele dit match race hold har tid og lyst, må I skynde jer at få booket en plads. Måske ses vi?

Over and out

Jesper

 

© 2010 Jesper Radich Suffusion theme by Sayontan Sinha