26 kn max bådfart, 35 kn max vind. 26t 18m 20s sejltid. 281 sømil.
Det er vores data ombord på Y3K fra den lange distance sejlads i 2012 udgaven af Rolex Vulcano Race. Det rakte til en 3 plads i sejladsen, slået med 2 min på korrigeret tid af feltets største båd Nilaya, med danske Jens Dolmer ombord. Og en samlet 2. plads for Y3K i stævnet.
Sejladsen begyndte med en meget kaotisk start, hvor kæmpe bølger fra hård vind i området omkring klippeøen Capri gjorde det svært for arrangørerne, at placere en god startlinie. Samtidig var linien lagt så tæt på øens sydlige klippe vægge, at den lå i deres vindskygge, hvilket betød 2-6 kn vind og 100 graders vindskift, da starten, efter 4 timers udsættelse endelig gik. En udfordrende cocktail!
Sejladsen forløb uden stort drama – ud over ganske kraftig vind den første aften, hvor vi satte ny fartrekord med båden – vel at mærke på rimeligt fladt vand. Jeg oplevede selv at stå ved roret lige omkring midnat, det blæste ca 12-14 kn og vi overvejede at sætte vores Code Zero på ca 700 m2. Det var en temmelig overskyet og mørk nat, og ingen reference punkter at styre efter – og så ud af nattemørket kom der et vindstødpå 28 kn, der yderligere tiltog til 33 kn som holdt i de næste 3-4 timer. Alle tanker om at sætte Zero’en var som blæst væk og jeg brølede om hjælp til at holde båden på benene på vores halvvinds kurs: slæk kick, lille slæk fok, ekstra mand på læ rat. At spinde ud (luffe ukontrolleret op i vinden) med en båd og ikke mindst sejl i den størrelse, i den vindstyrke, kan være fatalt for udstyret, sejlene og sømændene ombord. Jeg kan godt love for, at der er knald på, når en 290 m2 genua blafrer for fuld tryk!
Vi nåede halvvejs punktet Isola Vulcano på ca 10 timer, men derfra begyndte vinden af droppe og brugte ca 16 timer til at komme hjem derfra. 18 min fra Line Honours.
Samlet i Vulcano Race week gav resultaterne 3, 4, 3 på handikap os en samlet 2 plads – klart godkendt. Nilaya endte på 4 plads overalt.
Båden Jethou, med Brad Butterworth som taktiker, vandt overalt med resultaterne 1, 2, 1. Og hvilken glæde for øjenene den båd er – en rigtig race maskine på kun 64 fod, men rigeligt med power i riggen. Fedt!
Nu en uge i dk og derefter en tur til Porto Cervo, Sardinien, hvor Loro Piano Super Yacht Cup, og et nyt projekt venter. Ingen kommentar – bare et billede:
Over and out
Jesper
Seneste kommentarer