Overskriften på det seneste indlæg – “I elementernes vold”, beskriver ret præcist oplevelsen af af sejle dette års Loro Piana Super Yacht Cup. Efter de første 3 dage var det kun lykkedes at få en enkelt sejlads i hus, så der var absolut ingen tøven på sidstedagen af stævnet – der skulle bare sejles! Vejrudsigten var moderat – 6-12 knob fra nordvestlige retninger, hvilket burde være OK. Men i Porto Cervo vil det sige en gradient vindretning, der desværre meget let kan komme i konflikt med den dominerende retning for søbrisen. For søbrisen bygger normalt lidt efter middag fra ca 110-130 grader… Så det var med fingrene krydsede og håb om ikke alt for meget solskin, at vi gik på vandet lørdag morgen.
Startlinien, blev af ukendte årsaget lagt ud… langs med vinden (i stedet for på tværs), og 90 grader på retningen til første mærke… Grå hår i hovedet… Kun en enkelt af bådene ville få en brugbar start – resten ville blive dækket. Og starten i luv, kunne meget let blive til en kamp om ikke at blive luffet helt uden for linien… grå hår i hovedet…
Jeg besluttede til sidst at lave en sen bagbord approach til layline til den styrbord side af linien. Hvis der var for mange både, kunne vi slå under klumpen, og forsøge at luffe dem til himmels. Og hvis de var for tidligt på layline, og måtte søge ned af linien for at brænde tid, ville der åbne sig plads bagved dem, på selve layline. Jeg lagde sidste vending ind 2 min før start.
I de 9-10 knobs vind har vi ca 25-30 sek til topfart, og derfor tid nok til at lave den sidste vending inden det sidste minut. Og så var slaget igang. Vi mødte klumpen af både, jeg vurderede at de var var en anelse for tidligt, så vi dykkede under, og slog dernæst til luv for deres linier – direkte på layline – ”on time” til båden. 50 sek senere krydsede vi linien, med feltet til læ, i god kontrol. Og med smil i mundvigen.
Derfra stod den på rundbane i La Maddalena farvandet – ialt ca. 17 sm.
Det blev en tæt kamp, hvor vi som førende båd dog kunne dække godt af, og hele tiden trække lidt fra.
Da vi nærmede os mållinien skete det: Vindkonflikten brød ud og blev til egenlig kamp, med det resultat at en stor, fuldstændig vindstille sikkerhedszone opstod. På og ca 0,5 sm I alle retninger fra mållinien.
Vi kunne derfor blot accelerere båden mest muligt op, smide vores A2 spiler, og skyde båden ind i zonen, retning direkte imod mållinien. Hurtigt kom vores modstandere også frem til zonen og inden længe var hele deltagerfeltet samlet ganske få hundrede meter fra mållinien – absolut ikke noget der gavner en båd med et af de højeste handicap.
Vores søsterskib Indio, slap på flot vis, og som eneste båd i lang tid, igennem og sluttede 15 min foran næste målgang – Saudade, en Wally 150 (jep – det er en 45 meter). Y3K blev 4. båd over målstregen, og derefter kom resten i meget tæt rad. Det gav os en 3 plads på handicap i race division.
I det mærkelige vejr og de få sejladser, var der opstået den mærkelige situation, at all 4 deltagende Wally’er i race division havde 5 point totalt. Et tæt løb kan man sige. Derfor blev brudt ties efter alle kunstens regler, og vi på Y3K endte på endnu en 3. plads…
Skuffende kan man sige, men samtidig med den viden, at havde vinden ikke droppet til sidst, ville vi have vundet sidste sejlads, hvilket også ville have givet os den samlede sejr i race division. Dermed årets klart bedste præstation, i en ellers ret svær sæson for os.
Næste stævne i kalenderen med Y3K er Maxi Worlds i starten af september. Og nu kan vi ikke holde os længere – vi skal have pillet alvorligt ved båden – ligesom alle de andre har gjort. Ellers får vi bare baghjul igen.
Alle billeder fra www.loropianasuperyachtcup.com
Mere om Giraglia og Saudade følger snarest…
Seneste kommentarer