Med denne overskrift er det allerede afsløret; vi havde en FED dag på vandet i dag. En dag der begyndte med forholdsvis let vind, og så en uforholdsmæssig lang forsinkelse pga problemer med mærker der drev, vindskift og ikke helt ideel timing af måltagning af en klasse samtidig med start af en anden… OK – det er først på sæsonen for alle incl race committee – så vi ser frem til sikker styring af begivenhederne fra deres side i morgen og resten af sæsonen…

DA vi kom i gang lidt over frokost, og endelig blev matchet op imod resten af CB66 slænget, var der desværre ikke lutter smil ombord. Efter en fin, fri start tæt ved stb mærke var planen at klemme et par både af til luv, og skabe plads til at slå over på højresiden af banen, hvor vi mente af det ville være fordel på opkrydset. Desværre gik det ikke helt sådan, for efter kun ca. 1-2 min sejlads sejlede båden tættest til luv – med Mads Christensen (NS) ved roret – direkte hen over toppen på os… hmm. Vi måtte slå os fri, og kom senere til topmærket som fjerde båd. Da vi skulle sætte genakkeren blev hals-barmen fanget i vandet på vej frem til bovspryddet. Og til dem der ikke kender A-sejl sejlads svarer det næste der sker nogenlunde til at trække en faldskærm samtidig med, at man cykler i modvind, op ad bakke – meget hurtigt går det meget langsomt…

Nuvel vi kæmpede videre og nåede efter yderligere en op-ned runde i mål som femte båd.

Tid til debreef. Fart og højde problemer og boathandlings problemer. Måske forventet, men stadig en lidt tung start på CB66 debuten. Det gode var, at vi havde godt fat i lænserne (plane-turene) og havde der hentet ganske godt på de andre.

Vi besluttede at mere spænding på riggen måtte være vejen frem (V1 strammer forstaget og holder mastetoppen tættere til centerlinien, men komprimere masten med mere krumning til følge. D1 trækker midten af masten tilbage på midten og mindsker mastekrumning ved hård skødning på storsejlet). Derudover besluttede vi at give mig – rorsmanden – spilerfaldet ved topmærket for at få flere hænder fri til de resterende linier. Så på med handsken og i gang igen.

Næste sejlads kunne vi mærke, at ændringerne var i den rigtige retning. Bedre krydsfart og en drabelig tæt målgang gav en 2 plads. Helt klart godkendt.

Mere spænding  på riggen, yderligere et par justeringer af boathandlingen og sidste sejlads kunne gå i gang. Super hård skødning på storsejlet var vores vej til at match de andre på højden og ved topmærket første gang var vi i front. Det blev dog helt tæt med skiftende modstandere resten af banen rundt, men vi lykkedes dog at trække det længste strå og tage sejren i hus. Lækkert J

Og som overskriften siger – når man kommer ind efter en dag med tæt sejlads i en sjov bådtype, med 14 knobs smil malet i ansigtet – ved man at man har fat i noget der virker!

Sidste afsnit af CB66 føljetonen imorgen

8 Responses to “14 kn på læns i 8-10 m/s”

  1. Troels Lykke says:

    Næste gang må du slå Mads Christensen, hans gaster havde vist flere timer i cb66er end dine, ku forstå at niels gramkov aldrig har sejlet bådtypen før:-)

  2. plinius says:

    Hej Sømand

    Godt at høre du nyder CB66 fint – lille indlæg…. Ganske godt gået med to gaster der ikke hænger og en first time out:)

    God fornøjelse og held og lykke.

    cp

  3. Niels Hansen says:

    Hej Jesper
    Flot hjemmeside og fedt at se dig i CB’eren.
    Jeg har med stor interesse læst dine indlæg på bloggen og det er især rigspændingen jeg har bidt mærke i.

    Udtrykket ”D1” og ”V1” er nye for mig – hvad dækker de over og kan du med enkle ord forklare hvad en rimelig spænding på riggen skal være ved 6-9 m/s?
    Har du det i håndledet eller bruger du måler?
    Jeg har spændt min efter gefül efter at have mærket på Mikkel’s båd, men det er jo svært at overføre præcist og jeg kan forstå på dine skriverier at den var for løs.

    Håber på et par kloge ord fra en kongesejler
    Stor hilsen Niels DEN 152

  4. admin says:

    Hej Troels
    Du har ret i at vi havde vældigt med udfordringer op stil stævnet – det var kun Henrik Kongsbak der havde sidder i båden før – vist nok til 3-4 stævner.
    Men inden for match race er man vant til at skifte bådtype til hvert stævne. Det gør det selvfølgelig til at udfordring, når man første gang skal slås på ukendt grund, men langsomt bliver man bedre til at tilegne sig nye bådtyper – en god sidegevinst ved at gå i krig med match race, hvis du spørger mig.
    Du har dog ret – næste gang må vi have skovlen under Mads C og besætning.

  5. admin says:

    Hey Plinius
    Jeg sagde det samme da vi kom på land: “I hang sku dag ikke…” men så blev de pigesure og snakkede noget om ikke at sove pga krampe i benene.
    Fed bådtype sådan en CB66. Hvis man godt kan li´at plane – så ligger den lige til højrebenet!

  6. admin says:

    Hej Niels

    Tak for de pæne ord. Jeg er rigtig glad for, at mine indlæg har vækket interesse og ikke mindst grundlag for en debat. Det kunne jo være herligt, at få skabt et forum med interessante spørgsmål og ikke mindst svar her på websitet.
    Du har en række spørgsmål omkring rig-setup generelt og CB66 specifikt. For at svare dine spørgsmål, vil jeg indledende lave en generel intro til “alt det der med riggen”. Jeg når nok ikke hele vejen omkring i dette indlæg – men det kunne måske være stof til et kommende blog-indlæg.

    Rig intro:
    Prøv lige at spøge dig selv, hvad du egentlig bruger riggen til?
    Grundlæggende er det den, du hænger dine sejl op på. Og dermed har du også sagt, at din rig påvirker, hvor dine sejl flyver og hvordan de ser ud.
    Hvor de flyver har fx noget at gøre med hvor de flyver over båden – og hvordan de ser ud har noget at gøre med, hvordan masten bøjer i den ene eller anden retning, hvilket påvirker især storsejlets, men indirekte også fokkens facon.

    Mastehældning:
    Inden for klassebåde giver en del at dette sig selv; forstagets længde er meget præcist defineret inden for nogle rammer, hvilket er med til at bestemme mastens hældning og dermed sejlenes placering i forhold til kølen. Dette kaldes sejlcenter i forhold til lateralcenter. Er masten tilbage, vil sejlcentret bevæge sig bagved en lodret akse over lateralcenteret og dermed gøre båden luvgerrig (især) på kryds.
    Jeg har bemærket, at Gransegel i deres trimguide siger, at man med fordel kan forlænge forstaget fra standard – vist nok med 3 cm – så man dermed får lidt ekstra mastehældning (max inden for klassereglerne) og dermed luvgerrighed (tryk på roret). Den båd jeg sejlede med (max forstagslængde) havde efter min mening ikke for meget rortryk, og efter 3 dage i båden er mit bedste bud indtil videre, at max forstagslængde er godt.
    Rorpres afhænger dog også af hhv sejldesign og sejltrim – men det venter vi med at tale om lige nu.

    Rigspænding:
    V1 og D1 er en forkortelse for hhv Vertikal 1 og Diagonal 1 – hvilket på en CB66 vil sige topvant (V1) og undervant (D1). Betegnelserne stammer fra både med flere salingshorn, så man i sin rig-trimguide let kan kende forskel. Og for en gammel cirkushest som mig, er det dels gammel vane – og en meget let terminologi at flytte rundt fra båd til båd.
    V1: En CB66 har bagudvendte salingshorn, hvilket vi sige, at spænding på V1 vil give spænding på forstaget. Samtidig vil det dog også give kompression på masten (pres lodret nedad og en anelse bagud) og dermed mastekrumning. Denne type krumning kaldes også pre-bend (”på land”-krumning) og giver alt andet lige en lidt fladere midte på storsejlet. Sidst vil spænding også være med til at holde toppen af masten tættere til bådens midterlinie under krængning.
    D1: trækker bagud lidt under midten på masten, hvilket vil reducere pre-bend og på en CB66 give lidt mere dybde i midten på storsejlet. Samtidig vil spænding på D1, alt andet lige, også give øget forstagsspænding.
    I meget let vind, med løst forstag vil løse D1 dog derimod give mast-sag, hvilket vil sige at masten simpelthen bøjer til læ må midten – hvilket giver et dybere storsejl. Der er altså en vigtig forskel imellem løse og stramme D1 i hhv let og hård vind!
    Der er utroligt meget mere at sige om rigsetup, men med denne meget generelle intro, vil jeg nu gå videre til vores rigjusteringer, som nævnt i artiklen.

    Vores rig-justeringer:
    Om lørdagen havde vi ca. 6-10m/s. Ombord havde vi generelt ok fart, men problemer med at holde højde. Ved at stramme både V1 og D1 fik vi dermed strammet forstaget en del op og samtidig givet riggen øget for-agter stivhed. Dermed blev en større del af storskødets spænding også overført til forstaget.
    Grunden til den store fokus på stramt forstag i stærk vind er, at et løst forstag, på midten vil bevæge sig en del cm bagud. Forestil dig hvad det gør ved fokken. – den bliver dyb fortil og vil samtidig rotere bagud og lukke i afterliget.
    Løst forstag => dyb fok der lukker mere. Ikke lige ideelt i stærk vind!
    Da vi spændte riggen op kunne vi faktisk skøde fokken i et højere skødehul, uden at få for meget pres på forskibet, men i stedet få lidt mere fremadrettet kraft fra fokken.
    Samtidig kunne vi også køre skødevognen til storsejlet en anelse længere mod læ, uden at miste presset på roret fordi riggen nu havde lidt mindre pre-bend, hvilket igen var med til at give lidt mere fremad rettet kraft.

    Trim af din CB66
    Jeg vil som udgangspunkt altid bruge de rig trim guides som sejlmagerne har lavet. For deres sejl er designet til et specifikt rig setup. Rig og sejl og den resulterende facon er simpelthen uløseligt kædet sammen – hvilket forhåbentlig fremgår af ovenstående.
    Gode sejldesignerne har styr på deres trimguides – og giver sejlerne noget der virker; Let overskuelige skemaer med rigsetup i forskellige vindstyrker og præcis beskrivelse af hvilken rigspændings-måler der bruges.
    Derudover kan der selvfølgelig altid forfines og forbedres. Her er de vigtigste guidelines – sejlenes udseende, rorpres og fart/højde. Men det kræver en del erfaring af kunne arbejde på det plan.
    Vi havde ikke en god rigmåler og trimguide forud for vores sejladser – simpel manglende forberedelse… Og jeg vil derfor ikke udtale mig om Gransegels trimguides i denne sammenhæng.

    Fortsættelse følger… ☺

  7. Mikkel West-Nørager says:

    Hej Jesper,

    så lærte jeg faktisk en anelse mere omkring trim af mast og sejl på min CB66:^) Super forklaring du kommer med.

    Hilsner Mikkel

  8. Niels Hansen says:

    Hej Jesper
    Jeg tilslutter mig bifaldet. Vi må ned og skrue og justere snarest…
    Niels

Leave a Reply